Danmarks sjoveste arbejderknægt

Humor er social lim på arbejdspladsen, siger standup-komikeren Mick Øgendahl. Kom med din bedste joke og vind biografbiletter.

 (Foto: Joachim Rode) (Foto: Joachim Rode)

En solbrun mand i gråt jakkesæt, laksko og slips træder ud ad døren til sin luksusvilla og ser, at der ligger et stykke skrald på hans græsplæne. - Hey, samler du ikke lige det skrald der op! råber han til en skraldemand, der er ved at slæbe en container hen til skraldebilen tæt ved. Skraldemanden kigger forundret op. - Ja, jeg betaler faktisk topskat, så jeg synes ærligt talt, at du skal samle det der skrald op, fortsætter han arrogant. Sådan introduceres forretningsmanden, som i komikeren Mick Øgendahls nye film "Blå Mænd” bliver idømt samfundstjeneste på en genbrugsstation. Her skal han arbejde sammen med tre renovationsarbejdere, der spiser mere remoulade end grøn salat og fyrer lumre vittigheder af lige så ofte, som forretningsmanden, spillet af Thure Lindhardt, retter på sit slips. - Han føler sig mere værd. De andre er til for at servicere ham, fordi han betaler sin skat. Der er nogle folk, der ser ned på andre, fordi de har svært ved at se, hvad folk som dem på genbrugspladsen betyder for betalingsbalancen, siger Mick Øgendahl. Hvorfor er han så nedladende i den første scene? - Folk tror, at bare du har penge nok, så kan man betale sig fra, hvad der passer en. Men det har ikke noget at gøre med at betale sin skat, det handler om at opføre sig ordentligt og tage ansvar. Ligesom når John Mogensen i ‟Der er noget galt i Danmark” synger: ‟Bare tegnedrengen er i orden, kan man få det, som man vil”. Det er sgu stadig aktuelt. Filmen er et godt grin, men handler også om, hvad der sker, når den selvfede hovskisnovski oplever sammenholdet på en arbejdsplads, hvor det ikke er længden på uddannelsen, der giver respekt, men derimod kammeratskabet blandt kollegaerne.

Har det bedst blandt arbejdere

Mick Øgendahl har skrevet manuskriptet til filmen sammen med instruktøren Rasmus Heide og spiller selv en hovedrolle som den rapkæftede Dion, en af de tre arbejdere på genbrugspladsen. Hvorfor ligger din sympati tydeligvis hos folkene på genbrugspladsen? - Min mor er sosu-hjælper, og min stedfar er tekniker på et rensningsanlæg. Min biologiske far kører bus, og min papmor er socialrådgiver. Så jeg er helt klart proletariatets barn. Og det er også der, at jeg har det bedst, siger han. Mick Øgendahl har altid gerne villet være Falckredder, så han kunne gøre noget for andre mennesker. Men valgte en usikker vej uden en uddannelse for at blive komiker. - Dion er nok lidt mig selv. Jeg har selv gået på EFG Jern og Metal (teknisk skole), og jeg kan godt lide at hænge ud med vennerne og drikke øl. Så jeg kender Dion rigtig godt, siger Mick Øgendahl og smiler. Hvad er forskellen på Dion på pladsen og Thure Lindhardts forretningsmand? - Dion ved sgu godt, at han ikke er den hurtigste knallert på havnen, men han har affundet sig med det og får det bedste ud af livet. Thure Lindhardts figur symboliserer ego-ræset, som jeg synes, der er meget af for tiden.

Social værnepligt

Forretningsmanden lyver og snyder sig op ad karrierestigen og bliver hver måned kåret som månedens medarbejder. Men da han kører galt med for meget dyr vin i blodet og havner i samfundstjeneste, opdager han, at folkene på genbrugspladsen har noget, han savner. De kæmper ikke benhårdt for at blive forfremmet. I stedet holder de sammen og redder hinanden ud af vanskelige situationer. Er folk højt på strå dårligere til at se ud over deres egne problemer? - Hvis man er født med en sølvske i munden og bare ræser derudad, så kan man ikke sætte sig ind i andre folks situation og liv, fordi man aldrig har oplevet at være tæt på andre typer mennesker. Det synes jeg er et problem. - Man burde indføre social værnepligt i Danmark. Så uanset hvem ens forældre er, skulle alle unge for eksempel arbejde ni måneder på et plejehjem og gå og rydde op. Det ville give folk en forståelse for andre mennesker i samfundet. Og med forståelse kommer også empati over for andre mennesker.

"Han er sgu sjov, ikk’?”

På genbrugspladsen stikker et ældre ægtepar hovedet ind i skurvognen på pladsen, hvor de nu fire kolleger sidder og spiser frokost. - Hvor skal jeg stille den gamle kost? spørger manden, der har en slidt kost i hånden. - Hende vil vi sgu ikke tage imod, fniser Mick Øgendahls figur, Dion. De tre andre forsøger at holde masken, men griner højlydt, mens det gamle ægtepar ryster på hovedet og går igen. Hvad er det, der er så fedt ved humor på arbejdspladsen? - Den kan være grov og måske ikke altid så sofistikeret. Men humoren er en slags social lim på en arbejdsplads. - Hvis der har været nogle kontroverser eller skænderier mellem kollegerne, så kan humoren være en slags socialt forår, så det hele kan nulstilles og starte på en frisk … Hvis jeg skal tage den poetiske hat på, siger han og smiler. - Humor kan være en god nulstilling. Imens Mick Øgendahl sidder og fortæller om humor, kommer en gammel bekendt tilfældigt forbi. - Hvad satan … Det er da Bent Topp, der går der, udbryder Mick. - Hej Mick, hvordan går det, svarer den gråhårede herre. - Bent Topp er en legendarisk rekvisitør hos Danmarks Radio. Han var den første, der fik indført fadølsanlæg i scenevognene, fortæller Mick. - Haha, han er sgu morsom, ikk’? Men ikke hvis du har gået sammen med ham i 14 dage, griner Bent Topp.