EU-koks kan stoppe farlige chauffører
Uenighed i EU giver håb om færre trætte chauffører på vejene. Meget tyder på, at mange tusinde vognmænd nu får samme stramme regler som ansatte chauffører.
Fagligt aktive chauffører fra forskellige lande fik succes med demonstration ved EU-parlamentet. Meget tyder på at også vognmænd, der kører selv, skal arbejde trafiksikkert. (Foto: ITF) Mere sikre landeveje og flere vakse folk bag rattet i lastbilerne. Det kan blive resultatet af uenighed i EU-parlamentet.
Efter en uge med demonstrationer og diskussion i Bruxelles, ser det ud til, at et forslag om arbejdstid bliver skudt ned.
Det betyder, at alle chauffører fremover får samme regler for arbejdstid. Og højst må arbejde 48 timer om ugen i snit.
Grænser for vognmænd
Det skyldes et "nej" fra politikerne i EU-parlamentets udvalg for beskæftigelse. Her var ikke flertal for, at selvkørende vognmænd kunne undgå de samme regler som ansatte chauffører.
- Det er særdeles positivt, at det er lykkedes at flytte politikerne i den her sag. Man bliver træt, uanset hvem man er, når man arbejder for meget, siger Leif Rasmussen.
Han er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe og formand for chaufførerne i ETF, Europæisk Transport Forbund.
Pres kan give afgørelse
ETF og 3F har længe presset på for at få ens regler på vejene.
Det skyldes frygt for farlig trafik, skæv konkurrence og pres på løn, hvis selvkørende vognmænd må arbejde uden grænse for arbejdstid.
Leif Rasmussen peger dog på, at sagen ikke er afgjort. For få uger siden blev forslaget vedtaget af EU-parlamentets udvalg for transport. Men det ny "nej" i udvalget for beskæftigelse giver 3F og ETF håb om ens regler for alle.