Elektronikfejl kan koste dig dyrt
Store indkøbskæder flår dig i gebyrer, hvis der er fejl på din nye elektronik. Kæderne forsvarer sig med, at de er på lovens grund.
Elektronik-dimser er fede - når de virker. Men går noget galt, står gebyrgribbene klar. Også i garantiperioden. (Arkivfoto: Colourbox.) 500 kroner. Så meget koster det i gennemsnit, hvis dit nye stereoanlæg, computer, mobiltelefon eller andet går i stykker, inden din to års reklamationsret udløber. Og det er, selvom du ikke selv er skyld i fejlen.
Store kæder som Computercity, TDC, Expert, Merlin, L'easy, osv. kalder det smarte påfund, der skal hive endnu flere penge op af dine lommer, for undersøgelsesgebyr.
Selvom gebyret nogle gange strider imod købeloven, så holder de store kæder stædigt fast i de ublu gebyrer. Til stor irritation for kunden, der enten er tvunget til at betale gebyret inden undersøgelsen – eller også overraskes af en ekstra regning efter undersøgelsen.
Hos Forbrugerrådet har man de seneste år oplevet en massiv stigning i klager fra danskere, der føler sig snydt af elektronikkæderne. Derfor har rådet indført en 'negativliste over firmaer, der opkræver de omstridte gebyrer. Men trods listen, så skal man ikke regne med, at der er hjælp at hente hos firmaerne.
Ingen hjælp at hente
- TDC reparerer produkter, der er købt inden for seks måneder uden gebyr. Det, synes vi, er god service over for vores kunder. Men det er rigtigt, at vi har et gebyr for at undersøge produkter, der er ældre end 6 måneder. Det gebyr skal man dog kun betale, hvis det viser sig, at fejlen på produktet skyldes kunden selv og derfor ikke er omfattet af reklamationsretten.
Der er en udgift forbundet med at undersøge produkterne. Den kan man enten dele ud på alle sine kunder, eller man kan fokusere et mindre gebyr specifikt på opgaven. Vi har her vurderet, at det sidste var det mest rimelige for vores kunder. Men det ændrer ikke ved, at langt flertallet af henvendelser til os aldrig udløser et gebyr, lyder det fra presserådgiver i TDC Mathilde Lykke Bülow.
Også Computercity holder fast i de omstridte gebyrer.
- Det er tilladt at opkræve undersøgelsesgebyr i Danmark og for at sikre, at det sker på korrekt vis, har ComputerCity udarbejdet en række principper for brug af undersøgelsesgebyrer. Når vi i nogle tilfælde opkræver et gebyr, sker det, når der er tale om en selvforskyldt fejl, dvs. fejl, der ikke er omfattet af reklamationsretten, siger informationsmedarbejder i SIBA og Computercity Claudia Nilsson til Nyhedsbrevet 3F.
Hun finder det problematisk, at man ved at overholde lovens regler og krav kan komme på en ”rød” negativliste hos Forbrugerrådet.
Forbrugerrådet kræver gebyrer fjernet
Men firmaernes forklaringer køber man ikke i Forbrugerrådet, der kræver gebyrerne fjernet hurtigst muligt.
- Høje gebyrer afholder forbrugeren fra at få fejl rettet, og i praksis kan det være helt umuligt for kunden at bevise, at en fejl ved produktet faktisk er en produktionsfejl – og ikke en brugerfejl, siger direktør i Forbrugerrådet Rasmus Kjeldahl til Nyhedsbrevet 3F.
Han mener, at de ublu gebyrer er en smart måde til at få flere til i frustration at kassere deres nyindkøb.
- I stedet for at kræve deres ret, så kasserer kunden produktet - og køber et nyt. I værste fald kan undersøgelsesgebyrerne i praksis sætte købeloven ud af kraft ved at stille forbrugeren dårligere end loven foreskriver, siger Rasmus Kjeldahl til Nyhedsbrevet 3F.