Snydt for pension i 13 år

Traktorfører Carsten Christensen har nu fået 110.500 kroner i pension, som han blev snydt for i 13 år hos godsejer.

Carsten Christensen var udsat for massivt overarbejde hos godsejer, der samtidig snød ham for pension i 13 år. (Foto: Michael Bo Rasmussen)Carsten Christensen var udsat for massivt overarbejde hos godsejer, der samtidig snød ham for pension i 13 år. (Foto: Michael Bo Rasmussen)

34-årige Carsten Christensen har fået sat 110.500 kroner ind på sin pensionskonto. Pengene kommer fra hans arbejdsgiver, som snød ham for pension i 13 år.

Traktorføreren har fået pengene efter forlig mellem 3F og godsejer Jens Hjorth fra Kongerslev i Nordjylland.

- Det er hamrende uretfærdigt, at vores medlem har arbejdet 13 år uden at få pension, siger Lars Mark Jensen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F Aalborg.

3F krævede faktisk 220.000 kroner til medlemmet i manglende pension. Men da Carsten Christensen ikke havde svaret på breve fra sit pensionsselskab, accepterede han og 3F et forlig på 110.500 kroner på grund af forældelsesfrist.

- Det er utroligt vigtigt, at man svarer på breve fra sit pensionsselskab. Ellers kan man gå glip af en del penge, siger Lars Mark Jensen.

Massivt overarbejde

Sagen opstod, da Carsten Christensen henvendte sig til sin fagforening på grund af massivt overarbejde hos godsejeren.

Måned efter måned arbejdede 3F'eren ekstra. I august sidste år havde han 244 timers overarbejde ifølge ham selv. Det var i høsttiden, og sommetider kørte Carsten Christensen i traktor til klokken to om natten. Han måtte melde sig syg i ti dage.

- Det var stress. Jeg var kørt træt af situationen. Masser af arbejde, men ingen penge for den ekstra indsats. Jeg var skuffet, siger han.

Ifølge ansættelsesaftalen fik han en fast løn om måneden - uanset hvor mange timer han arbejdede for godsejeren. Dog kunne traktorføreren få en bonus på en ekstra månedsløn som betaling for overarbejdet gennem hele året.

Godsejer Jens Hjorth har ingen kommentarer til sagen. Han har opsagt Carsten Christensen, som stopper sit arbejde på godset 30. april i år.