DA: Elev-frafaldet skal ned
Mentorordninger og test er løsningen, hvis frafaldet på erhvervsuddannelserne skal mindskes.
Sådan lyder vurderingen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i kølvandet på en ny undersøgelse fra Ugebrevet A4, hvor lærerne på de tekniske skoler slår alarm.
Et flertal af lærerne oplever, at eleverne i dag er fagligt svagere end for fem-ti år siden. Seks ud af ti lærere mener, at det er blevet sværere at undervise eleverne de seneste år, og over halvdelen af lærerne melder om, at eleverne er meget mindre motiveret for at gå på skolen end tidligere. Også når det gælder om at mindske frafaldet, er lærerne meget pessimistiske; tre ud af fire tror ikke, at det kan lade sig gøre.
Undersøgelsen konkluderer, at der skal mirakler til, hvis regeringens målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse, skal realiseres.
Chefkonsulent i DA Simon Neergaard-Holm mener, at det er nødvendigt med en række tiltag for at nedbringe frafaldet på uddannelserne.
”Mange af de svageste elever skal i stedet for EUD (erhvervsuddannelse) i gang med en toårig erhvervsgrunduddannelse (EGU) med praktikforløb, som gennemføres på en produktionsskole. Denne elevgruppe kan efterfølgende afslutte en erhvervsuddannelse som voksenlærling eller som en grundlæggende voksenuddannelse,” anbefaler han.
Desuden skal en test til alle elever sikre, at kun elever med tilstrækkelige kundskaber kommer ind på erhvervsskolerne, mener DA.
”Prøven bør indeholde både en skriftlig og en praktisk del. Herved fastlægges det, hvilke elever der har de fornødne kompetencer til at fortsætte, eventuelt med mentorbistand, og hvilke elever der vil få mere ud af at gå i gang med EGU. Endelig bør mentorordningen være obligatorisk på alle erhvervsskoler,” siger Simon Neergaard-Holm.