Grønt lys til konflikt mod kristelige

LO's hovedbestyrelse har nikket ja til konflikt mod kristelige arbejdsgivere. Men konflikten bliver først en realitet, hvis Arbejdsretten giver de kristelige ret til at udrense frisører og bruge billig kristelig overenskomst.

En nærmest krigslignende konflikt mellem 3F og LO's øvrige forbund på den ene side og Kristelig Arbejdsgiverforening på den anden, afhænger nu kun af en dom i Arbejdsretten.En nærmest krigslignende konflikt mellem 3F og LO's øvrige forbund på den ene side og Kristelig Arbejdsgiverforening på den anden, afhænger nu kun af en dom i Arbejdsretten.

En nærmest krigslignende konflikt mellem 3F og LO's øvrige forbund på den ene side og Kristelig Arbejdsgiverforening på den anden, afhænger nu kun af en dom i Arbejdsretten 13. marts.

I dag nikkede LO's hovedbestyrelse nemlig ja til, at LO kan sætte konflikten i værk, hvis Kristelig Arbejdsgiverforening vinder sag i Arbejdsretten om ret til at presse ni frisører ud af deres hidtidige job og lønforhold.

Det er en række frisør-kæder organiseret i Kristelig Arbejdsgiverforening, der vil lockoute 9 LO-organiserede frisører.

Det sker ud fra et ønske om at komme ud af overenskomsten med Dansk Frisør- og Kosmetikerforbund og over på den billigere og ringere aftale mellem Kristelig Fagforening og Kristelig Arbejdsgiverforening.

- Jeg er tilfreds med, at Hovedbestyrelsen enstemmigt bakker op om de lockoutede frisører. Vi kan og vil ikke acceptere, at man først mobber hovedparten af medlemmerne ud af vores forbund, og herefter lockouter de få tilbageværende, der modigt har nægtet at bøje nakken, siger LO’s formand Harald Børsting til LO´s hjemmeside.

Hvis Arbejdsretten giver de kristelige lov til at opretholde lockouten, bliver LO's omfattende sympatikonflikt mod de kristelige arbejdsgivere en realitet.
Konflikten kan tidligst gå i gang 18. marts. Det er samme dag, som arbejdsgiverne kan sætte den varslede lockout af de ni frisører i gang.

Kan nå at sadle om

Der kan dog nå at ske meget inden 18. marts. De Kristelige kan eksempelvis nå at sadle om og ændre holdning til, hvilke forhold frisørerne må leve med.

Det er frisørkæderne, Stender, Kjær og Hos Peter, som vil kunne spare millioner af kroner i lønudgifter, hvis de får held med at lockoute sig ud af overenskomsten med Dansk Frisør- og Kostmetiker Forbund til fordel for en overenskomst med Kristelig Fagforening.

Ifølge LO kan frisørkæderne spare op mod 30 kroner i timen på lønnen til en frisør. I 2007 fik en frisør i Dansk Frisør- og Kosmetikerforbund i gennemsnit 150 kroner i timen plus pension.

Ifølge LO giver overenskomsten mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforening på frisørområdet 120 kroner i timen plus pension til en frisør.

- Det er rystende dårligt fagforeningsarbejde, som Kristelig Fagforening har lavet. De vil banke frisørernes løn 15-20 år tilbage i tiden. Det siger sig selv, at det kan LO ikke acceptere, siger LO’s formand Harald Børsting.