60.000 medlemmer af 3F betaler topskat

LO’s forslag om at lempe topskatten vil gavne 35.000 3F-medlemmer. Men de laveste indkomster skal ikke betale for skattelettelser til dem, der tjener mest, understreger 3F’s forbundsformand.

Hvis grænsen for topskat hæves med 50.000 kroner, vil cirka 35.000 medlemmer slippe for at betale topskat.Hvis grænsen for topskat hæves med 50.000 kroner, vil cirka 35.000 medlemmer slippe for at betale topskat.

LO’s forslag om, at grænsen, for hvornår man skal betale topskat, skal hæves med 50.000 kroner, vil komme mange 3F-medlemmer til gode. Det viser beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for 3F.

I dag betaler cirka hver femte medlem af 3F topskat, svarende til ca. 60.000 medlemmer. Hvis grænsen for topskat hæves med 50.000 kroner, vil cirka 35.000 medlemmer slippe for at betale topskat.

Desuden ligger mange medlemmer i 3F tæt på grænsen for at betale topskat. Hvis grænsen hæves, vil de kunne arbejde mere uden at ramme ind i topskatten.

Finansiering er afgørende

- Det har aldrig været meningen, at helt almindelige lønmodtagere - som 3F’s medlemmer - skal betale topskat. Derfor synes vi, det er fornuftigt at se på at hæve grænsen. Men det er afgørende for os i 3F, hvordan en lettelse i topskatten skal finansieres. Det skal jo ikke være dem med de laveste indkomster, der skal betale for skattelettelser til dem, der tjener mest, understreger Poul Erik Skov Christensen, 3F’s forbundsformand.

Poul Erik Skov Christensen peger for eksempel på, at lettelser i topskat kan finansieres ved at stoppe nogle skattehuller, for eksempel skattefradrag for indbetalinger til private sundhedsforsikringer.

- En anden mulighed kan være at hæve selskabsskatten. Det, det er vigtigt, er, at det ikke kommer til at gå ud over dem med de laveste indkomster, siger han.

Vi skal være seriøse

Han fremhæver også, at LO’s skattepolitik er meget mere end en lempelse af topskatten.

- LO’s forslag sætter flere penge af til at lempe skatten for lavestlønnede ved at fordoble beskæftigelsesfradraget, så en lettelse af skatten på arbejde kommer alle til gode, påpeger 3F’s formand.

- Hvis vi via LO vil i dialog med regeringen og skattekommissionen, er vi nødt til at være seriøse. Det nytter ikke at komme med alle mulige helt urealistiske forslag, der ikke har nogen gang på jord, siger han.

LO’s skattepolitik skal diskuteres af LO’s hovedbestyrelse i morgen. Et egentligt skatteudspil fra LO er endnu ikke offentliggjort.