Tynd tilladelse til at flytte lig
Roskilde Stift har givet endelig tilladelse til at opgrave 13 år gammelt lig og flytte det fra Roskilde til Gentofte. Men papiret, der skulle dokumentere afdødes ønske om at blive begravet i Gentofte, er væk.
Såvel de ansatte som kirkegårdslederne protesterer over, at Roskilde Stift har sagt ja til flytning af et 13 år gammelt lig. (Arkivfoto: Kennet Havgaard.) I næste uge skal et lig, der har ligget i jorden i 13 år, graves op og flyttes fra Østre Kirkegård i Roskilde til det Dragstedske familiegravsted i Gentofte.
Roskilde Stift har nu givet sin endelige tilladelse til flytningen trods en gravfred for kistegrave på 20-30 år samt protester fra dem, der skal udføre flytningsarbejdet.
Roskilde Kirkegårdsbestyrelse har direkte anbefalet ikke at foretage flytningen, har Nyhedsbrevet 3F tidligere beskrevet.
Stiftets tilladelse sker med begrundelsen, at afdøde "blandt sine optegnelser havde udtrykt ønske om at blive begravet i familiegravstedet på Gentofte Kirkegård, og at han på trods af dette ønske blev begravet på Østre Kirkegård i Roskilde".
Det skriver Roskilde Stift til de efterladte ifølge aktindsigten, 3F har fået.
Papirerne kan ikke findes
Men disse "optegnelser" har stiftet tilsyneladende ikke set. Papirerne, hvoraf afdødes ønske skulle fremgå, kan familien nemlig ikke finde længere. Det skriver de efterladte til stiftet, viser aktindsigten.
Roskilde Stift har tilsyneladende kun familiemedlemmers ord for, at det var faderens ønske. Og først nu - efter faderens anden hustrus død i 2008 - har man anmodet om at få faderen flyttet.
En dårlig begrundelse
Det harmonerer rigtigt dårligt med respekten for gravfreden, og at der normalt skal væsentligt mere tungtvejende årsager til at tillade en ligflytning.
Det mener 3F, der organiserer kirkegårdspersonale.
- Vi er noget forundrede over, at Roskilde Stift godkender denne forklaring. For så kan enhver jo komme og påstå, at et sådant papir engang eksisterede. Det er en dårlig begrundelse for at vente 13 år med at flytte et lig, siger Jesper Lund-Larsen, konsulent i 3F.
Familienavn spiller ind
Den nyligt afdøde anden hustru ligger indtil videre på køl ved Roskilde Krematorium for at skulle begraves i Gentofte også.
- Hvor er i øvrigt dokumentationen for, at hun ønsker at blive begravet i Gentofte? Vi er noget forundrede over, at man fastholder flytningen fra stiftets side. Men vi er sikre på, at det spiller ind, at det er den kendte juvelerfamilie Dragsted, der er tale om, og ikke en "almindelig" borger, siger Jesper Lund-Larsen.
Det har ikke været muligt at træffe Roskildes stiftskontorchef, Helle Saxil, for en kommentar, og Roskildes nye biskop, Peter Fischer-Møller, har ikke været involveret i tilladelsen.