EU-millioner omskoler nordjyder

EU-fond giver 55 millioner til at omskole arbejdsløse nordjyder. De tidligere jern- og metalarbejdere skal blandt andet lære at miljørenovere huse og skibe.

EU-fond giver 55 millioner til at omskole arbejdsløse nordjyder. De tidligere jern- og metalarbejdere skal blandt andet lære at miljørenovere huse og skibe.EU-fond giver 55 millioner til at omskole arbejdsløse nordjyder. De tidligere jern- og metalarbejdere skal blandt andet lære at miljørenovere huse og skibe.

951 nordjyder, der er blevet overflødige i jern- og metalindustrien, får i stedet mulighed for at lære, hvordan man renoverer gamle huse og skibsmotorer, så de lever op til moderne miljøkrav.

Uddannelsen kommer hverken til at koste den danske stat eller andre offentlige myndigheder en krone. Det hele finansieres af EU's globaliseringsfond, som har valgt at yde cirka 55 millioner kroner til at omskole de nordjyske arbejdere.

- Globaliseringsfonden kan kun finansiere to tredjedele af et projekt. Men det danske bidrag er de dagpenge og overførselsindkomster, deltagerne kommer med, så vi skal ikke lægge en krone på bordet, siger Jane Ribergaard Holm, der er udviklingskonsulent i Region Nordjylland.

Halvdelen fra Man Diesel

De 951 ledige var tidligere ansat på 48 forskellige virksomheder, alle i jern- og metalindustrien. Cirka halvdelen arbejdede på Man Diesel i Frederikshavn, som i august sidste år afskedigede 550 ansatte.

Fælles for dem er, at de har ringe udsigter til at komme i arbejde, hvis de ikke prøver at finde sig en anden branche.

Der vil være en række forløb at vælge imellem:


  • Kompetenceafklaring

  • Almen uddannelse (VUC)

  • Energirenovering af boliger

  • Miljørenovering af skibsmotorer

  • Iværksætterkursus


- Uddannelsen i energirenovering og vedvarende energi er skræddersyet til dette projekt. Vi har prøvet at ramme noget, som ikke eksisterer i forvejen. På det maritime område ved vi, at der kommer mange nye miljøkrav til skibe og skibsmotorer, fortæller Jane Ribergaard Holm.

Projektet er blevet til i samarbejde med Frederikshavns Kommune, jobcentrene i Nordjylland og tillidsfolk på nogle af virksomhederne. Det samlede budget er 86 millioner kroner.