Tre byggefirmaer dør hver dag
Fortsætter antallet af konkurser inden for byggeriet resten af året, vil det slå alle hidtidige rekorder.
I årets første seks måneder er 535 virksomheder inden for bygge- og anlæg gået konkurs (Arkivfoto) I gennemsnit er tre danske byggevirksomheder bukket under og erklæret konkurs hver eneste dag i den første halvdel af 2009.
I årets første seks måneder er 535 virksomheder inden for bygge- og anlæg gået konkurs. Det fremgår af netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Fortsætter udviklingen resten af året, bliver 2009 langt værre end 2008, der ellers har den negative rekord som året med det største antal byggekonkurser i al den tid, Danmarks Statistik har udarbejdet den slags opgørelser.
De 535 konkurser i årets første seks måneder er samtidig en stigning på 86 procent i forhold til første halvår 2008.
Flest mindre firmaer dør
Der er ikke tal på, hvor store de enkelte konkursramte virksomheder er.
I Dansk Byggeri er vurderingen, at det primært er de mindre virksomheder, som bliver offer for krisen.
- Det baserer vi på tilbagemeldinger fra hele landet, men der er også en del mellemstore virksomheder imellem, oplyser konsulent Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri.
Mange nystartede krakker
Samtidig er det vurderingen, at der er mange relativt nystartede virksomheder imellem de konkursramte.
- Der er ingen tvivl om, at der er en hel del nystartede virksomheder, som ikke klarer sig igennem krisen. De har ikke fået opbygget tilstrækkelig stor kundekreds, har ikke fået styr på likviditeten og har ikke været gode nok til at få betaling for deres arbejde. Der er uden tvivl mange, som er dygtige håndværkere, men som ikke har været dygtige nok til at drive forretning, siger Andreas Fernstrøm.
Antallet af byggekonkurser har ligget nogenlunde stabilt på mellem 80 og 100 i årets første seks måneder.
- Nu håber vi hen over efteråret at se et fald som følge af de initiativer, regeringen har taget, men situationen er fortsat meget bekymrende. Derfor foreslår vi, at der laves yderligere en renoveringspulje, lyder det.