Agroskolen betaler fyret efter et år

En tidligere ansat på Borris Landbrugsskole har fået godt 29.000 kroner efter knap et års kamp mod Agroskolen. Lignende krav for flere millioner.

Agroskolen ved Herning (billedet) har betalt godt 29.000 kroner til en kvinde, der blev fyret i forbindelse med lukningen af Borris Landbrugsskole. (Arkivfoto)Agroskolen ved Herning (billedet) har betalt godt 29.000 kroner til en kvinde, der blev fyret i forbindelse med lukningen af Borris Landbrugsskole. (Arkivfoto)

Næsten et år har en 52-årig husassistent måttet vente på penge fra sin arbejdsgiver, Borris Landbrugsskole. Pengene kommer nu fra Agroskolen ved Herning, som overtog ansatte, elever og undervisningsmateriale i forbindelse med lukningen af Borris Landbrugsskole i september 2009.

Agroskolen har hidtil nægtet at betale kvinden. Men for nylig har 3F'eren højst overraskende fået godt 29.000 kroner for manglende løn samt pension og feriepenge.

- Det er dejligt, at vores medlem har fået sine penge. Men det er chokerende og urimeligt, at det skulle vare så lang tid, og at det var nødvendigt for os at inddrage en advokat, før Agroskolen ville udbetale pengene. Det siger Vagn Korshøj, faglig sekretær hos 3F Skjern.

Forstander: Tid og økonomi

Den 52-årige kvinde kom i fleksjob på Borris Landbrugsskole i 2006. Men i august 2009 blev hun og flere andre ansatte fyret, da den skandaleramte skole lukkede midt under en tilsynssag.

Agroskolen har tidligere afvist krav fra fyrede på Borris Landbrugsskole med henvisning til, at der ikke var tale om en virksomhedsoverdragelse. Alligevel har ledelsen for den statsstøttede skole – efter måneders overvejelse – valgt at udbetale det fulde beløb til kvinden frem for at føre sagen mod 3F i retten.

- Agroskolen Hammerum fastholder, at der ikke forligger en virksomhedsoverdragelse, hvorfor betaling ikke kan betragtes som en anerkendelse heraf. Vi har valgt at betale beløbet alene af tidsmæssige og procesøkonomiske årsager. Det skriver Brian Caspersen, forstander på Agroskolen, til Nyhedsbrevet 3F.

Sager for flere millioner kroner

Kuratoren for konkursboet efter Borris Landbrugsskole, Morten Rosendahl, mener, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse.

- Det er godt for vedkommende, at hun har fået pengene. Det er den rigtige afgørelse, siger advokat Morten Rosendahl, advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius.

Advokaten vurderer, at tidligere ansatte har i alt mellem tre og fem millioner kroner til gode.

- Skolen har ikke betalt i andre sager til tidligere ansatte fra Borris Landbrugsskole. Det skriver Brian Caspersen, forstander på Agroskolen, til Nyhedsbrevet 3F.