Daniel kørte i døden på avisruten

Det unge avisbud Daniel Klobucki kørte i døden på sin budknallert under arbejdet med at uddele aviser i Frederikssund. Bremserne var slidt i bund og motoren tunet. Det polske bud blev ramt af en lastbil i et kryds på avisruten. Budfirmaet - der ejede den ulovlige knallert - slap med en bøde på 1.000 kroner.

De sorgfulde øjne skifter til en vred sitren, da det går op for Pawel Klobucki, at sagen om sønnen Daniels død på jobbet i Danmark er slut med en mikroskopisk færdselsbøde til Daniels arbejdsgiver.

- En bøde på 1.000 kroner. Er det, hvad min søns liv var værd? Det er en skandale, udbryder han og klemmer hårdt om de papirer, han og hustruen Jolanta har samlet om sagen siden Daniels død sidste år.

Papirerne indeholder blandt andet politirapporter, der gør det muligt at rekonstruere, hvad der førte til det unge polske buds død 12. oktober 2006.

Daniel er død

Oktobernatten var allermest mørk, da to politibetjente kort efter klokken tre blev kaldt ud til krydset ved Roskildevej i Frederikssund.

Kort før de to mænd var fremme, så de en lastbil parkeret på tværs af vejen med advarselslamperne tændt. En kvinde er ved at give hjertemassage til en livløs person på vejen. En smadret knallert ligger på siden, og aviser flagrer i luften og ligger spredt på stedet.

Ved siden af står kvindens mand. Han forklarer betjentene, at chaufføren, der har kørt lastbilen, befinder sig i parrets hus kort derfra, og betjentene koncentrerer sig om den unge livløse mand, der ligger stille på vejen iført styrthjem. Han trækker ikke vejret, og blodet siver fra nederste del af hans ansigt.

Kort efter kommer ambulancen fra Falck. Det står klart, at manden på vejen er død.

22-årig død i trafikken

Daniel Klobucki nåede at være avisbud i Danmark i to måneder.

Sammen med barndomsvennen Martin havde han fået jobbet via et rekrutteringsbureau for det danske vikarfirma JobServer i hjembyen Opole i det sydlige Polen.

JobServer formidlede de to polske mænd videre til jobbet med at dele aviser ud om natten hos et distributionsfirma med hovedkontor i Hillerød og ruter i blandt andet Frederikssund, hvor politiet fandt Daniel på vejen.

En mobiltelefon, et kørekort og en pung med personlige papirer viste politifolkene, at den døde mand på vejen var polsk statsborger, hed Daniel Klobucki og nåede at blive 22 år gammel.

De flagrende aviser på vejen og taskerne på den ødelagte knallert peger på, at han var avisbud i færd med at passe sit arbejde, da ulykken skete.

Det fremgår, at arbejdsgiveren er distributionsfirmaet Nordtrans A/S. Firmaet bliver kontaktet. Og tidligt om morgenen kan to af Daniels kolleger, Martin og Marek, bekræfte, at den døde person er Daniel Klobucki. De er sikre, for Martin har kendt Daniel, siden de var små.

Natten er blevet til morgen, og umiddelbart kan politiet blot konstatere, at der er sket et færdselsuheld. Med hjælp fra den polske ambassade bliver Daniels forældre kontaktet, og få dage efter kan de hente deres afdøde søn.

Ulovlig og defekt knallert

Dansk lovgivning og dansk politis måde at arbejde på er fremmed for Daniels forældre, der føler sig dårligt behandlet af det danske politi.

- Vi har stort set ikke fået nogen informationer, siden vi var i Danmark. Hverken fra politiet eller den polske ambassade. Hvorfor skal vi høre fra en journalist, at sagen er slut, spørger Pawel Klobucki.

I dagene efter ulykken går politiet i gang med at afklare, hvad der er sket. Den chokerede lastbilchauffør må erkende, at han har kørt 70 kilometer i timen. Det er 20 kilometer mere end tilladt. Men bortset fra det har han angiveligt overholdt lovgivningen.

Chaufføren forklarer politiet, at knallerten med buddet kører ud foran lastbilen i T-krydset på trods af fuldt optrukne striber på vejen. Han forsøger at undvige. Men det nytter ikke, og knallerten kører ind i lastbilens forreste hjul.

Den smadrede knallert bliver sendt til undersøgelse. Bilinspektøren opdager, at knallerten er tunet, så den kan køre meget hurtigere end lovens grænse på 45 kilometer i timen. Bremserne foran er slidt ned, så de ikke virker ordentligt.

Ulykke uden ansvar

Hverken Daniels forældre eller den jurist, de har hyret hjemme i Polen, kan forstå, hvordan placeringen af ansvaret for ulykken, der kostede Daniels liv, er endt med en færdselsbøde, der svarer til at køre uden lys på cyklen, som eneste konsekvens.

Men på trods af, at den ulovlige knallert får politiet til at rette søgelyset mod Daniels arbejdsgiver, Nordtrans, finder politiet ikke grundlag for andet end den minimale bødestraf.

I ugerne efter ulykken nægter indehaveren af Nordtrans, Gry Dahl, ethvert kendskab til, at firmaets knallert er tunet, og at bremserne ikke virkede, som de skulle. Ifølge politirapporten erklærer firmaets direktør, at ingen har fortalt om fejlene på knallerten. Omvendt forsøger Daniels polske kolleger at forklare politiet, at de gerne vil afhøres om ulykken, og at de har påpeget, at bremserne ikke virker, som de skal - uden reaktion fra deres chef. Men hos Frederikssund Politi betragter man sagen som en almindelig trafikulykke. Arbejdstilsynet bliver ikke tilkaldt, og da efterforskningen er slut, ender det med, at ingen bliver gjort direkte ansvarlig for dødsulykken.

Politiet giver dog en færdselsbøde på 1.000 kroner til Nordtrans for at udlåne en defekt og ulovlig knallert. Også lastbilchaufføren får en færdselsbøde på 1.000 kroner, fordi han kørte for stærkt.

Dødsulykken har taget hårdt på Daniel Klobuckis forældre.

Moderen Jolanta har både haft problemer med hjertet og med nerverne, og faderen har brugt meget af sin tid på at nærstudere de dokumenter, familien har fået om sagen. Midt i sorgen er de to forældre enige om, at der ingen retfærdighed er til.

I modsætning til i Polen er der ifølge dansk lov normalt ingen erstatning at få ved dødsfald på jobbet, hvis den afdøde ikke er gift, har en samlever eller børn at forsøge.

Samtidig forstår familien ikke, at eneste konsekvens er en færdselsbøde på 1.000 kroner.

- Vi vil gøre alt for at få sagen rejst igen. Det er så uretfærdigt, det der er sket. Når man som Daniel er taget til et fremmed land, er man meget alene og uden nogen beskyttelse, lyder det fra Jolanta Klobucki.

- En bøde på 1.000 kroner. Er det, hvad min søns liv var værd?

Pawel Klobucki, Daniels far