3F kræver ansvar for chauffører
Vognmænd kritiserer EU-kompromis om grænser for lastbiltransport udført af udenlandske chauffører. 3F advarer arbejdsgiverne om deres ønske om at erstatte danske chauffører med billige østeuropæere.
Tallene er et bekymrende tegn på, at der foregår massive ulovligheder i form af transport udført af udenlandske chauffører og lastbiler internt i Danmark, mener 3F's Transportgruppe. (Arkivfoto.) Af Hans Christian Graversen, Fagbladet 3F, [email protected]
Et forslag fra EU-kommissionen vil begrænse mulighederne for at køre med gods i andre medlemslande.
Forslaget skal definere reglerne for såkaldt cabotagekørsel og lægger op til, at eksempelvis tyske vognmænd fremover må køre tre ture inden for syv dage i Danmark, når de har afleveret lasten hjemmefra.
Samme regel kommer til at gælde danske vognmænd og deres biler på færd i eksempelvis Tyskland og Frankrig. Og hidtil har reglerne kun sagt, at sådanne transporter måtte foregå "midlertidigt".
Der er enighed om det ny forslag blandt EU's medlemslande inklusiv den danske regering og transportminister Carina Christensen (K).
Men herhjemme vækker forslaget vrede hos blandt andre arbejdsgiverne i HTS:
- Det vil smadre den logistik, som mange danske virksomheder har opbygget gennem år og dag, siger erhvervsdirektør i HTS Michael Svane til Ritzau.
3F advarer
Den melding fra vognmændene fremkalder advarende ord fra 3F's Transportgruppe.
- Hvis det står til vognmændene, er det åbenbart meningen, at store dele af dansk godstransport skal udføres med billigere chauffører fra Østeuropa og Tyskland bag rattet. Det er uansvarligt og bestemt ikke en udvikling, vi ønsker. Det må ikke gå som i søfarten, hvor de fleste danske job er overtaget af billige søfolk fra lande som Filippinerne, siger formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen.
Han påpeger, at en lang række danske chaufførarbejdspladser allerede er udflaget til især Tyskland netop på grund af spekulation i prisen på arbejdskraft og lempelige regler, for hvem der må køre bilerne.
De seneste tal fra vognmandsorganisationen ITD (International Transport Danmark) viste sidste år, at hver 7. lastbil, der kører i Danmark på udenlandske nummerplader, er ejet af danske vognmænd.
Ifølge transportminister Carina Christensen er der dog lagt op til, at HTS og andre vognmænd med tiden får deres ønske opfyldt. I går forklarede hun den danske presse, at det nuværende kompromis skal tages op til revision med henblik på liberalisering.
- Det kompromis, der nu tegner sig med en fælles definition på cabotage, hvor det er muligt at foretage 3 cabotagekørsler på 7 dage, synes jeg, alt i alt er en balanceret kompromisløsning. Men jeg hæfter mig også ved forslaget om, at cabotageordningen efter en tid tages op til revision med henblik på en yderligere afregulering. Det, mener jeg, er klogt, udtalte transportminister Carina Christensen efter mødet for EU-landenes transportministre.