Fagbevægelsen er ikke bare en størrelse i Afrika
Men målet må være at få fælles holdninger til Afrikas store problemer, siger regionalsekretæren for beklædnings- og tekstilarbejderne i Afrika.
Selv om arbejderne er organiseret mange steder i Afrika og også slutter sig sammen i regionale netværk, så er der langt til at kunne tale om én samlet arbejderbevægelse.
Jabu Ncobo, regional sekretær i ITGLWF Afrika, Det internationale tekstil-, beklædnings- og læderarbejderføderation, sukker dybt over de problemer, han ind i mellem støder på.
Han fortæller, at i nogle lande er fagbevægelsen oprettet af regeringen, andre steder som rivaler til hinanden, og mange har ikke den historiske vision for faglig organisering. Deres ledelse ser mere på, hvilke projekter man kan få donorpenge til, end hvad medlemmer har brug for. Men han ser også lyspunkter.
- I Zimbabwe er der en stærk og selvstændig bevægelse. Det er helt utroligt, at de kan holde gejsten under de svære forhold der, men de er rigtig gode. De er selvfølgelig også nødt til at gå på kompromis en gang i mellem, men de ved, når de gør det og hvorfor. Det er spændende at arbejde med, siger han.
Globale problemer
Men han og andre kæmper videre. Målet er at få en fælles bevægelse og fælles holdning og aktion til Afrikas problemer i den globale kamp om arbejdspladser og rigdom. Der skal være en strategi til Verdensbanken og IMF's krav til de fattige landes økonomiske politik, og der skal være et svar på handelsaftalerne i WTO samt andre aftaler. De afrikanske stater har sluttet sig sammen i den Afrikanske Union, og i hver region er der også en politisk, økonomisk sammenslutning af lande.
- Alle steder skal vi være parat til at kæmpe for at få minimums-rettigheder for arbejderne med, samt ret til at forhandle. Og det er ikke en selvfølge, fordi de enkelte lande tit ikke har godkendt disse rettigheder, for eksempel ILO's konventioner, siger han.
AGOA (African Growth and Opportunity Act) er en handelsaftale mellem USA og flere afrikanske lande. Den har blandt andet fået flere asiatiske tekstilvirksomheder til at flytte produktionen til Afrika, eksempelvis Ramatex i Namibia. Så kan de lettere få deres produkter til Nike, Adidas, Puma og flere andre mærkefirmaer ind i USA. I aftalen er et kapitel om arbejderrettigheder, men der er ikke noget om, hvordan de skal håndhæves eller sanktioner, hvis de overtrædes.
- Vi har eksemplet i Swaziland, hvor arbejderbevægelsen i USA presser på for at få lukket aftalen med Swaziland, fordi de ikke overholder minimumskrav til arbejdernes forhold. Men det er ikke kommet fra vores medlemmer i Swaziland, det er kommet fra USA. Det duer ikke. Det er de lokale, som også er dem, der mister arbejdet, der skal eje processen. Derefter er det da fint, hvis der er et samarbejde, siger Jabu Ncobo.
Masser af råstoffer
Men fagbevægelsen bør også se længere frem. Hvorfor ikke forarbejde Afrikas råstoffer i Afrika?
- Vi har uld og bomuld nok, vores regeringer må gøre mere for at få en fabrikation her i gang. Der kan jeg se en funktion i den Afrikanske Union og NEPAD, siger han.
NEPAD står for New Partnership for African Development. Denne plan er og har været meget kritiseret af fagbevægelsen og andre organisationer. Den er tænkt og skrevet fra toppen, især fra præsident Mbeki i Sydafrika, og der har ikke været nogen folkelig debat, før den pludselig var officiel vedtaget afrikansk politik. Planen er også kritiseret for ikke af være "ny", men at bygge på alle de samme økonomiske og politiske udviklingsteorier som Verdensbanken og IMF har prædiket de seneste 20 år. Der er heller ikke sikret sociale rettigheder for de fattigste, som altid bliver ramt af denne politik.
Trepartsforhandlinger
Alligevel har de fleste kritikere i dag besluttet, at det er bedre at arbejde med end mod, og det regionale LO i det sydlige Afrika, SATUCC, har lige besluttet at arbejde for at få hvert land og hver region til at lave varige trepartsforhandlings-strukturer om de store økonomiske planer som NEPAD.
- Men jeg mener også, at vi skal passe på i den balance, det er, at være både lobbyister og tillidsmænd. Hvis vi ikke virker hos græsrødderne og har mandat fra medlemmerne, så bliver vi heller ikke respekteret som forhandlingspartner af regeringerne, siger Jabu Ncobo.