Sådan får I en sund fællesøkonomi

Klumme: Det er ikke altid nemt at få fællesøkonomi med sin ægtefælle eller kæreste. Mette Reissmann's vigtigste råd er, at man taler sammen og bliver enig om prioriteringer og budget.

Når to mennesker blottet for økonomisk sans finder sammen, er det næsten dømt til at gå galt før eller siden. En løsning kan være at søge professionel rådgivning. (Foto: Colourbox)Når to mennesker blottet for økonomisk sans finder sammen, er det næsten dømt til at gå galt før eller siden. En løsning kan være at søge professionel rådgivning. (Foto: Colourbox)

At skulle have fællesøkonomi med sin partner eller ægtefælle, kan få mange til at få kuldegysninger. Der er dem, der har brændt sig en gang ved at have delt alt med en tidligere partner, der brugte penge uden at have dem.

Andre igen har aldrig haft skyggen af dårlige erfaringer med at tage ægtefællen eller kæresten med i banken for at få lagt konti sammen. Om den fælles økonomi kan blive en succes afhænger af hvilke typer, der slår deres økonomier sammen.

Krage søger mage

Mange gange søger vi efter en person, der minder om os selv. Det kan også gælde økonomi. Det betyder, at ens partner legitimerer ens overforbrug og er enig i, at det er for hyggens skyld, fordi ”vi har fortjent det”, og fordi ”vi kun lever en gang”.

Når to mennesker blottet for økonomisk sans finder sammen, er det næsten dømt til at gå galt før eller siden. Her er løsningen, at jo hurtigere banken smækker kassen i eller jo hurtigere parret bliver registreret i RKI, jo bedre.

Alternativt kan en arv eller større lønstigninger redde stumperne. Der skal ske markante ændringer i sådan et pars forbrugsadfærd. Parret kan med fordel søge rådgivning og måske i en periode lade andre administrere deres økonomi.

Når modsætninger mødes

Når en person, der sparer op, møder en person, der kun forbruger og sød musik opstår, så bør de være opmærksomme på, at ingen af dem fremover vil være i stand til at tage rationelle økonomiske beslutninger. Det vil betyde, at de ofte er uenige om, hvad pengene skal bruges til, og hvor mange, der skal bruges.

Der skal ikke så mange justeringer til for at få økonomien tilbage på sporet igen. Parret skal erkende, at de befinder sig i en ond spiral og blive bedre til at kommunikere, så den værste indbyrdes konkurrence ophører. De skal lægge et budget i fællesskab og følge det og overholde aftaler om, hvor meget de hver især må bruge på sig selv.