Gratis kursus i integration

Nu skal der for alvor gang i integrationen af nydanskere på arbejdsmarkedet. Derfor har Foreningen Nydansker og Integrationsministeriet fået McDonalds og ISS til at dele ud af deres erfaringer.

- For nogle virksomheder kan det virke som en meget stor mundfuld at ansætte en nydansker, men i virkeligheden skal de kun foretage nogle små justeringer. Ofte handler det bare om at formulere personalepolitikken, så den bliver mere forståelig for ansatte med en anden kulturel baggrund, siger Torben Møller-Hansen, direktør for Foreningen Nydansker, til NET-Redaktionen.
Integrationsministeriet indbyder af samme grund ledere i større danske virksomheder til at deltage i et gratis kursus om nydanskere på arbejdsmarkedet. Kurset skal give lederne nogle konkrete værktøjer til at takle de nye medarbejdere. Håbet er, at flere virksomheder tør at tage springet, og at regeringen når sit mål om 25.000 flere nydanskere i arbejde frem til 2010.
- Målet om 25.000 flere i arbejde er ikke urealistisk, hvis erhvervslivet følger med, påpeger Torben Møller-Hansen.
Lanceringen af kurset finder sted mandag den 18.april i Konferencecenter Parken, og tilmelding kan ske på tlf.: 33934383.
Af Christine Agertoft (NET-Redaktionen)