Arbejdere på fiskefabrik afværgede kup
Blanke stemmer forhindrede valg af tillidsrepræsentant, der er kendt som ledelsens mand på Vega Salmon i Esbjerg.
Som det ses, skulle mødet have fundet sted torsdag 4. februar, men det blev rykket en dag frem. Ledelsen nåede at lave et nyt opslag på dansk, men ikke på engelsk og polsk. Ved at aflevere blanke stemmer har arbejderne på fiskefabrikken Vega Salmon i Esbjerg forhindret valget af en tillidsrepræsentant, de ikke ville have.
Valget fandt sted på et hasteindkaldt møde onsdag i sidste uge. Og det var to arbejdsledere, der ledede mødet, oplyser Aleksandra Noske.
Hun blev fyret i december, da hun selv prøvede at blive valgt som tillidsrepræsentant. Hun har talt med tidligere kolleger om, hvad der foregik på mødet.
Den påstand afvises fuldstændig af Vega Salmons direktør, Roald Vedelgart.
- Jeg ved, der blev afholdt et valg. Men der er ingen af mine folk, der har haft noget med det at gøre. De deltog heller ikke på mødet, siger han.
Ikke stemmer nok
Roald Vedelgart oplyser, at den enlige kandidat, Povilas Mikelionis, ikke blev valgt. Mere end halvdelen af de cirka 60 ansatte afleverede en blank stemme, og dermed levede valget ikke op til kravet i Industriens Overenskomst.
Vega Salmon er i øjeblikket midt i en faglig sag om fyringen af to polakker, der efter ønske fra medarbejderne forsøgte at opnå valg som tillidsrepræsentant.
Den ene, Aleksandra Noske, fortæller, at de to formænd havde en liste og satte krydser ud for de ansatte, der tog imod en stemmeseddel.
- Folk var bange for at blive fyret, hvis de ikke stemte. Men mange valgte at stemme blankt, siger hun.
Bad 3F om hjælp
Sagen kan blive udvidet, hvis det viser sig, at ledelsen har blandet sig i valget af tillidsrepræsentant. Og 3F i Esbjerg blev om tirsdagen kontaktet af virksomhedens personaleleder, som ville have hjælp til at gennemføre valghandlingen.
- Jeg fik at vide, at der skulle være et valg om torsdagen. Og jeg forklarede, at som situationen er nu, kan vi ikke hjælpe. For os er der én tillidsrepræsentant på Vega Salmon, og det er Zbigniew Bandurowicz, som blev valgt i december, men fyret kort efter, siger faglig sekretær, Mary-Ann Skovning.