Fra mobbet mus til sej sild
Tre uger på skærmen i TV2's Plan B har ændret Mie og Daniella. Fra forsagte mus, der græd over lektierne og var langt bagud, til selvsikre piger med godt styr på skolearbejdet og en ny tro på en fremtid.
Multimedia: Daniellas forvandling
Sølle tre uger - mere skulle der ikke til for at forvandle 15-årige Daniella Cole fra Vejle fra at være en forsagt mus, der pipper "Det er træls at være anderledes" til at være en pige med glimt i øjet og selvtillid nok til at kunne og turde det meste i skolen.
Forvandlingen er også stor for ultragenerte Mie Olsen på 15 år fra Møn. Hun flygtede i panik ud af klassen, når hun skulle læse op, for hun kunne ikke. Hjemme i Askeby turde hun ikke gå ned til Brugsen. Efter tre uger er hun nu også klar til at møde verden og fremtiden - med bedre danskkarakterer og et fast blik i øjnene.
Før Plan B var Daniella træt af skolen og ville helst pjække.
- Jeg havde svært ved skolearbejdet. Hver gang jeg sagde noget, grinede nogle af drengene. Det blev jeg ked af, fortæller Daniella, samtidig med at et lille smil spiller.
For de desperate pjækkeplaner, når lyset blev slukket om aftenen, det storbankende hjerte og den skælvende stemme, der snubler over ord, føles som fjern fortid. Selvom det kun er et halvt år siden,
optagelserne på TV2 sluttede.
- Alt har forandret sig meget. Den største forskel er, at jeg tør gå i skole, det turde jeg ikke før. Jeg er gode venner med alle fra klassen og er blevet meget bedre til det hele i skolen nu, siger Daniella.
Hun fortæller stolt om sit 11-tal i fysik og 9-tal i geografi.
- Jamen, nu kan jeg bare sidde ved mit bord og løse opgaverne selv. Og ved du hvad? En dag i geografi turde jeg læse op. Jeg bad bare om det, og så læste jeg en hel side op, fortæller en stolt Daniella.
Mie græder ikke mere
Under tv-optagelserne måtte Mie Olsen holde hende fast i hånden, når hun rystede af skræk, selvom hun var næsten lige så nervøs selv.
Mie er lykkelig for, at hun blev udvalgt efter casting på TV2. Hun blev meldt til gennem sin lærer og vidste ikke, hun skulle på tv.
- Så havde jeg aldrig meldt mig. Men det gik, og i dag er jeg bedre til læsning, skrivning og stavning, bliver ikke hysterisk og græder heller ikke mere, når jeg skal lave lektier, siger Mie.
Før var der også bøvl efter skoletid. Hun turde ikke købe ind uden sin far og mor, ville ikke rigtig snakke med andre og var bange for, at nogen skulle kigge på hende.
Som et symbol på forvandlingen har hun farvet sit hvide hår knaldrødt og nogle måneder senere sort.
- Der skulle bare ske noget. Den største forskel er, at jeg har mere mod på livet. Jeg er begyndt at tænke over, at jeg kan blive til noget. Få en uddannelse. Den tanke havde jeg ikke før. Jeg skal bare kæmpe for det, siger Mie.
Mies mor, Karin Olsen, der arbejder på KelsenBisca A/S i Stege, synes, det er fantastisk, så meget Mies liv er forandret.
- Vi er så stolte af hende. Nu kan hun følge med i skolen, og det er dejligt at se hende blomstre. Før hadede hun lektier, vi havde gråd, splid og skænderier herhjemme. Det er væk, og jeg tror, fremgangen fortsætter. Nu ved hun, hvordan hun lærer bedst. Alle unge burde tilbydes samme mulighed, siger Karin Olsen, der også er glad for Stege Skoles opbakning.
- Tre lærere har været på kursus i de nye metoder, og især Mies klasselærer støtter op, siger hun.
Mies far, Søren Olsen, der arbejdede for et entreprenørfirma, inden han blev sygemeldt med en lungesygdom, kæmpede selv med bogstaverne i skolen.
- Dengang i 1960'erne blev vi bare smidt ned på bagerste række. Jeg har været bekymret for Mie og er glad for, at hun har fået mulighed for en bedre fremtid, siger han.
Skolen svigter
Også Daniella har fået drømme om en bedre fremtid.
- Før tænkte jeg bare, at jeg ikke kunne noget som helst. Nu drømmer jeg om uddannelse, mand og børn. Jeg troede aldrig, det ville kunne ske for mig, siger Daniella, der vil tage HD på handelsskolen og uddannes til butiksassistent.
Daniellas mor, Dorit Andersen, der er social- og sundhedshjælper, kæmpede før med lektierne hver dag. Nu hjælper hun kun et par gange om ugen. Men hun ærgrer sig over, at Nørremarksskolen ikke følger op på de nye metoder.
- Daniella indlærer for eksempel bedre, hvis hun bevæger en tennisbold med fingrene. Jeg har præsenteret skolen for redskaberne, men der er intet sket. Jeg synes, de svigter, siger Dorit, der også er gal over de spildte år.
- Vi har kæmpet og råbt om hjælp i så mange år, og så kunne det klares på tre uger, siger hun.