Specialarbejdere i strejke om Ny løn

18 specialarbejdere i Gribskov Kommune besluttede mandag morgen at fortsætte en arbejdsnedlæggelse, som begyndte fredag i sidste uge. Samtidigt har de blokeret genbrugsstationen samt Materielgården i Blistrup.

18 specialarbejderne på Materialgården i Helsinge strejker i protest mod kommunens håndtering af fordelingen af Ny løn-midler. De strejkende specialarbejdere er utilfredse med, at der er blevet givet 110.000 kroner som et engangsbeløb til fordeling blandt 33 specialarbejdere på de to materielgårde i Helsinge og i Blistrup.
”Ved de første forhandlinger lagde kommunen op til, at der skulle gives 500 kroner i lønforhøjelse om måneden til 12 medarbejdere i Helsinge samt et engangsbeløb på 90.000 kroner til fordeling hos de 18 medarbejdere i Helsinge,” oplyser tillidsrepræsentant Steen Kruhøffer til Nyhedsbrevet 3F.
Men ved de næste forhandlinger havde kommunen skiftet mening og ville hæve engangsbeløbet til 110.000 kroner - til gengæld skulle det nu fordeles på begge materielgårde, det vil sige mellem 33 medarbejdere.
Vejchef i Gribskov Kommune, Dorethe Pedersen, er åben over for et møde med de strejkende.
”Jeg kan godt sætte mig ind i noget af det, de strejkende er utilfredse med, men vi har strakt os langt i forhandlingerne.. Vi vil gerne dialog, men det ligger ikke i kortene, at forhandlingerne bliver genåbnet,” siger Dorethe Pedersen.
Hun har opfordret de strejkende til at afblæse strejken og ophæve blokaderne med det samme.