Stor succes med uddannelsesbus

I Kastrup kom medlemmerne ikke til 3F for at få råd om uddannelse. Derfor bookede afdelingen 3F-bussen og kørte ud til arbejdspladserne - og interessen for kurser var stor.

3F Kastrup kørte rundt i 3F-bussen til arbejdspladser for at fortælle om mulighederne for uddannelse.  (Foto: 3F Kastrup)3F Kastrup kørte rundt i 3F-bussen til arbejdspladser for at fortælle om mulighederne for uddannelse. (Foto: 3F Kastrup)

Bussen var lastet med fire 3F'ere, da Kastrup-afdelingen kørte ud til områdets arbejdspladser for at snakke uddannelse. Med uddannelseskonsulent Lene Rosfort i spidsen gik turen i to dage ud til de medlemmer, som de sjældent ser, når det handler om uddannelse.

- Vi snakkede uddannelse med over 100 medlemmer i løbet af de to dage, siger Stig Brænø, som var en del af den udsendte trup. Til daglig arbejder han i Kastrup Lufthavn, hvor han også er uddannelsesambassadør.

Lene Rosfort, uddannelseskonsulent i 3F Kastrup, tog initiativ til at køre ud til medlemmerne.

- Alle afdelinger kan booke bussen. Det er gratis, og man får virkelig fat i mange medlemmer, siger hun.

17 arbejdspladser på to dage

3F-bussen besøgte 17 forskellige arbejdspladser i løbet af de to dage. De fire uddannelsesvejledere havde materialer, computere og ideer til konkrete kurser med i bagagen. Og det gav pote.

I små grupper blev det gennemgået, hvordan man søger et kursus, og mulighederne for uddannelse blev debatteret.

- Mange blev forbavsede over, at de kunne tage kurser, der ikke havde noget med deres job at gøre, siger Lene Rosfort. Hun fremhæver desuden, at der er kurser for alle. Både dem, der har fået en fyreseddel, ansatte, der snart skal på efterløn, ordblinde og alle andre, der bare har lyst til at lære nyt.

Medlemspleje

Efterfølgende har afdelingen fået god respons fra både tillidsfolk og medlemmer. Telefonen kimer med ekstra spørgsmål om uddannelse. Meldingen fra arbejdspladserne er, at medarbejderne har fået blod på tanden, når det handler om uddannelse.

Lene Rosfort ser det som en del af afdelingens medlemspleje, når de tager ud til arbejdspladserne.

- Det er vigtigt, at fagforeningen ikke kun er aktiv, når der er problemer, siger hun.

Kastrup-afdelingen vil gerne gentage succesen med uddannelsesbussen. For det var en stor oplevelse for de fire 3F'ere at nå så mange medlemmer på bare to dage.