Politiet sylter sager om aldersdiskrimination

Sager om aldersdiskrimination bliver ikke taget alvorligt, når de lander på politiets bord, skriver HK i sit nyhedsbrev. Faktisk er der sager, hvor anmeldelsen af diskrimination i et stillingsopslag ligefrem er blevet væk.

HK's juridiske afdeling har gennem et halvt år politianmeldt 17 firmaer, som annoncerer efter medarbejdere med en bestemt alder. 14 ud af de 17 virksomheder har endnu ikke fået bøde, og samtidig går der i gennemsnit fire måneder, før politiet sender en kvittering for anmeldelsen.
- Når man den ene aften i TV-Avisen får at vide af Claus Hjort Frederiksen, at vi alle sammen uanset alder og handicap skal ud på arbejdsmarkedet, virker det grotesk, at politiet ikke reagerer på, at man nogle steder kun kan få job, når man er mellem 18 og 40 år, siger leder af juridisk afdeling i HK, Lars Kristiansen.
Politiet selv forsvarer sig med, at computerfejl og ferie har skylden. For eksempel har HK i en af sagerne sendt to papireksemplarer og en elektronisk version af anmeldelsen, uden at der er kommet noget ud af det.
- Jeg var på ferie, da den første anmeldelse kom. Den sidste anmeldelse står på min skærm, men jeg kan ikke åbne PDF-filen. Jeg kan ikke sige, hvor de to første anmeldelser er, bortset fra den på min skærm, som jeg ikke kan åbne, siger Laurits Christensen, Glostrup Politi.
Poul Løhde, formand for Politimesterforeningen, slår fast, at noget sådant ikke må ske. En kvittering bør komme inden for en måned efter anmeldelsen.
Foreningen Ældre Sagen ærgrer sig over, at politiet ikke tager området alvorligt.
- Jeg er lidt rystet. Det er ikke med til at fremme ligestilling i samfundet. Det er en uacceptabel retstilstand. Loven er sat ud af kraft, da en retsinstans nedprioriterer det. Det er uacceptabelt, siger Peter Halkjær, politisk konsulent i Ældre Sagen.
På HK's hjemmeside findes en liste over de 17 sager, der foreløbig er politianmeldt:
http://www.hk.dk/www/aktuelt/nyhedsarkiv/december_2006/politiet_sylter_sager_om_aldersdiskrimination?TId=15298352135