Stramninger for østarbejdere på vej
Reglerne for udstationerede østarbejdere, der kommer fra et af de nye EU-lande, skal håndhæves bedre. Derfor er Arbejdsmarkedsstyrelsen i gang med at lave en manual, der skal hjælpe politi og andre myndigheder rundt i de mange forskellige regler på området, erfarer NET-Redaktionen.
Udkastet til manualen blev drøftet på dagens møde mellem beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og partierne bag den østaftale, som blev lavet i december sidste år. Formålet med aftalen var at sikre ordnede forhold for de lønmodtagere fra de nye EU-lande, der ville tage arbejde i Danmark efter EU-udvidelsen 1. maj i år.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Jan Petersen, kræver af regeringen, at der indføres registrering af alle lønmodtagere fra EU-lande, der arbejder i Danmark. Samtidig ønsker partiet at stramme reglerne for ansættelsesbeviser, så de skal være i orden fra første arbejdsdag. I dag har arbejdsgiveren en måned til at lave ansættelsesbeviset. En sådan stramning kommer i givet fald til at omfatte alle lønmodtagere i landet - også de, der ikke er udstationerede.
Men det synes de radikale ikke umiddelbart om.
- Vi skal lige have et overblik over, hvor stort problemet er, før vi strammer regler, der vil ramme alle danske arbejdsgivere. Det vil være et problem for f.eks. håndværkere, hvis ansættelsesbeviset skal være skrevet før første arbejdsdag, siger den radikale arbejdsmarkedsordfører, Ida Jørgensen, til NET-Redaktionen.
Hun konstaterer samtidig, at der ikke er kommet så mange østarbejdere, som mange troede. Selv om især byggebranchen har haft flere sager, hvor reglerne er blevet overtrådt, så tror hun, at en øget kontrol bl.a. med hjælpen fra manualen, der efter planen også skal være tilgængelig på internettet, vil være tilstrækkelig.
Regeringen har tidligere bl.a. foreslået, at myndighederne skal have mulighed for at kræve, at arbejdsgiveren fører logbog over ansatte og deres arbejdstider. Muligheden skal bruges i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver gentagne gange bliver taget i f.eks. at bruge sort eller på anden måde illegal arbejdskraft.
Østaftalen blev lavet af regeringspartierne, Socialdemokraterne, SF, de radikale og Kristendemokraterne.
Af Johs Krarup (NET-Redaktionen)