Retssag om Danica White i søgang

Bagateller og fagforeningspolitik, lød det fra rederiets advokat, da retssagen om erstatning til de kaprede sømænd på skibet Danica White sluttede i dag. Dom falder 26. august.

26. august falder der dom i Københavns byret om erstatning til de kaprede sømænd på Danica White. (Foto: H. Folmer & Co.)26. august falder der dom i Københavns byret om erstatning til de kaprede sømænd på Danica White. (Foto: H. Folmer & Co.)

Sømændenes og rederiets advokater stod stejlt over for hinanden, da retssagen om en erstatning på 1,3 millioner kroner til de kaprede sømænd på skibet Danica White sluttede i Københavns Byret i dag.

Sagen blev afsluttet med en procedure, hvor der hos Sømændenes advokat, Knud Foldschack, ikke hersker tvivl om, at rederiet har handlet uagtsomt ved ikke at oplyse besætningen ordentligt om sikkerheden ved sejlads i piratfaretruet farvand.

Til det svarede rederiet Folmer & Co.'s advokat Henrik Thal Jantzen:

- Rederiet er også skadelidte i denne sag. Fagforeningens forsøg på at klandre rederiet på vegne af besætningen er fuldstændig uanstændigt. Det er at gå ned i bagateller og kun et forsøg på at føre fagforeningspolitik, sagde anklager Henrik Thal Jantzen under retssagen.


Forebyggende retssag

Den udlægning lagde advokat Knud Foldschack, totalt afstand til, da han efter retssagen kom med følgende kommentar:

- Det er fuldstændig skandaløst at kalde manglende udkig og fejl på alarmen for en bagatel. Det drejer sig jo om besætningsmedlemmernes liv.

Han tilføjer, at der er overtrådt vigtige punkter i Søfartsloven, når det handler om besætningens sikkerhed. Og han mener derfor, at retssagen er vigtig, da den kan have en præventiv virkning i fremtiden.

Sagen bliver afgjort 26. august i Københavns byret.