Transport og byggeri forhandler i weekenden

OK12: Forhandlinger om nye overenskomster på transportområdet og i byggeriet spidser til. Byggeriet har indkaldt forhandlingsudvalg fredag. DI og 3F's Transportgruppe skal mødes lørdag.

Der skal lægges arm to steder om nye overenskomster i weekenden. Både byggeriet og transporten skal forhandle.Der skal lægges arm to steder om nye overenskomster i weekenden. Både byggeriet og transporten skal forhandle.

Forhandlingerne i byggeriet og på transportområdet er spidset til for alvor, og der bliver lys i vinduerne hos både DI og Dansk Byggeri i weekenden. Her håber man, at nye overenskomster kan komme på plads.

Byggeriets forhandlere mødes fredag. Det sker hos Dansk Byggeri. Og lørdag klokken 13.00 mødes forhandlerne på transportområdet. Her foregår forhandlingerne hos DI.

Byggeriet skal i alt have aftaler for 60.000 byggefolk på plads. 3F's Transportgruppe har overenskomster, der dækker cirka 50.000.

To modparter

Det er Jan Villadsen, der er 3F's topforhandler på transportområdet. Han skal lægge arm med DI's øverste direktør Karsten Dybvad.

Peter Hougård Nielsen er topforhandler i byggeriet. Han er formand for 3F's Byggegruppe og BAT-kartellet. Her er modparten Lars Storr-Hansen, der er administrerende direktør for Dansk Byggeri.

Sidste søndag faldt den store overenskomst i industrien på plads. Men møderne i weekenden er ingen garanti for, at der er nye aftaler i hus hurtigt.

Kan trække ud

I 2010 kom transportområdets første aftale i hus en uge efter industriens overenskomst. Men i 2007 gik der over en måned, fra industriens aftale var på plads, til transporten var kørt hjem.

Forhandlingerne endte i forligsinstitutionen. Dengang forhandlede 3F's Transportgruppe med HTS-A. Det var en selvstændig arbejdsgiverforening, hvorfra størstedelen nu er i DI.