International solidaritet og udviklingsbistand
3F støtter arbejdere i verdens fattige lande med at organisere sig og skabe bedre vilkår. Det sker gennem faglige projekter i fem verdensdele.
I store dele af verden arbejder mennesker uden de mest basale faglige rettigheder.
Især i ulandene mangler mange arbejdere retten til at organisere sig, til et sikkert arbejdsmiljø og en rimelig løn.
3F støtter faglige organisationer i en række lande gennem faglige udviklingsprojekter.
Forbundet samarbejder med udenlandske fagforbund om at gøre dem bedre til at organisere arbejdere og varetage deres interesser.
Lang tradition for solidaritet
Den internationale fagbevægelse har en lang tradition for at arbejde sammen på tværs af landegrænser. I en tid, hvor verdens arbejdere er under pres fra den hårde globale konkurrence, bliver solidaritet på tværs af grænserne endnu mere vigtig.
3F vil gerne undgå, at globaliseringen skaber et kapløb mod bunden, hvor løn, arbejdsforhold og faglige rettigheder forværres for klodens fattigste.
Derfor arbejder 3F for faglige rettigheder for verdens arbejdere.
Støtte til demokrati
Støtten til fagforeninger i verdens fattigste lande er også en støtte til udviklingen af demokrati og menneskerettigheder. De fattige arbejdere og arbejdsløse får støtte til at udvikle deres organisationer på egne betingelser. Det skaffer dem reel demokratisk og lovlig indflydelse på deres egne arbejds- og levevilkår. Det giver indsigt og tro på egne kræfter.
Arbejdet er støttet økonomisk af Danida og i lidt mindre grad af EU.
Lokal solidaritet
3F’s internationale arbejde har rødder lokalt i Danmark. 3F’ere over hele landet er aktive i solidaritetsgrupper.
Nogle af grupperne følger forbundets projekter i udlandet. Andre udveksler erfaringer med tillidsfolk i andre lande gennem 3F’s afdelinger, regioner, arbejdspladser.