CEPOS: Øget ulighed gavner velfærden

Der skal være mere ulighed blandt befolkningen i Danmark. Anbefalingen kommer fra den borgerlige tænketank CEPOS.
CEPOS mener, det nødvendigt, at der bliver større forskel på indkomsten for dem, der arbejder, og dem, der ikke arbejder. Der er brug for en større gulerod ved at arbejde frem for at være på overførselsindkomst. Der er brug for en større gulerod for dem, der skal arbejde flere timer, og til dem der skal sidde mange år på universitetsbænken.
Under Folketingets 1. behandling af finanslovforslaget blev regeringen angrebet af venstrefløjen, som mener, at der gøres for lidt for at mindske uligheden.
Kommunikationschef i CEPOS, Kasper Elbjørn, mener at fløjen overser fremtidens velfærdsproblemer.
- Ligesom lighed ikke må være et mål i sig selv, må uligheden blive det. Men der er behov for initiativer, der indebærer øget ulighed, siger Kasper Elbjørn til radiomagasinet NyhedsXpressen.
- Hvis guleroden skal vokse for dem, der har arbejde og har en længere uddannelse, så vil uligheden stige i forhold til dem, der ikke har noget arbejde eller ikke har ønsket at tage en længere uddannelse. Derfor siger vi, at hvis vi skal løse de problemer, vi står over for i fremtiden, så vil uligheden vokse i Danmark. Det skal vi bare indstille os på, fortsætter han.
Han slår fast, at det altid er godt at hjælpe de svageste i samfundet.
- Men skal vi have råd til det, så kræver det altså, at pengene kommer ind et eller andet sted fra. Derfor skal vi forkæle dem, der gør en ekstra indsats. Og derfor vil den relative ulighed stige mellem dem, der ikke laver noget, og dem, der laver mere, siger Kasper Elbjørn.
CEPOS' kommunikationschef mener ikke, at det er holdbart, hvis 135.000 borgere fortsat kun har 1.000 kroner mere til rådighed ved at arbejde frem for at modtage overførselsindkomst.

Af Johs Krarup (NET-Redaktionen)