Post Danmark varsler portoforskelle
Mens store fagblade med mange abonnenter og udgivelser kan slippe med relativt små portostigninger, må mindre blade til lommerne, hvis de fortsat vil have bragt deres blade ud med posten. Sådan lyder de foreløbige meldinger fra Post Danmark, efter det er blevet en realitet, at den statslige portostøtte til fagbladene forsvinder.
- Foreløbigt må vi sige, at uden portostøtte bliver der fri prisdannelse, og dermed vil der være forskel på prisen på et blad med høj frekvens og volumen og et lille blad, siger vicedirektør Anders Due fra Post Danmark til NET-Redaktionen.
Post Danmark har endnu ikke modtaget nogen officiel melding om afskaffelse af portostøtten fra Trafikministeriet, og derfor kan Anders Due kun forholde sig til de oplysninger, han har fra dagspressen. Om henstillingen fra regeringen og Dansk Folkeparti om at holde sig til en prisstigning på 1,20 kroner per blad, svarende til den nuværende portostøtte på 180 millioner kroner, siger han:
- Vi hæfter os ved, at der netop er tale om en henstilling.
Dansk Fagpresse skal på onsdag mødes med trafikminister Flemming Hansen (K), og her vil organisationen forsøge at få garanti for, at Post Danmark holder sig til henstillingen. Men Anders Due tror ikke på, at trafikministeren vil tvinge faste priser ned over hovedet på Post Danmark.
- Jeg har vanskeligt ved at forestille mig, hvordan det kan hænge sammen. Trafikministeren må som ejer være interesseret i, at vi driver en rentabel forretning. Der skal være en balance mellem det produkt, vi tilbyder, og den pris vi tager for det. Derfor er det lidt flot at sige, at der bliver tale om en gennemsnitlig stigning på 1,20 kroner per blad. Det bliver måske billigere for nogen og dyrere for andre, siger Anders Due.
Han forventer, at Post Danmark allerede ved udgangen af denne måned vil være klar med en ny prisstruktur, så fagbladene kan nå at forholde sig til de nye priser, inden portostøtten forsvinder 1. marts. (NET-Redaktionen)