Polske bude betaler for at bo i asylcenter

100 polske avisbude har fået tilbud om at bo i det tidligere asylcenter i Vipperød, når de fra næste weekend skal dele gratisaviser ud. Tilbudet er kommet fra deres arbejdsgiver, Bladkompagniet, der vil kræve 3.500 kroner om måneden for opholdet i et dobbeltværelse. Og det vækker harme i fagforbundet 3F.

Formand for 3F Lager & Service, Bjarne Høpner, siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at Bladkompagniet helt klart burde indlogere de polske avisbude gratis i stedet for at forlange penge for kost og logi, når de er så forhippede på at hente folk hertil.
Når danske arbejdere arbejder i udlandet, er det normalt arbejdsgiveren, der stiller gratis logi til rådighed. Når det samme ikke gælder de polske avisbude, udhules deres løn, som derved kommer under den tarif, der er aftalt i overenskomsten, påpeger Bjarne Høpner.