Stor strejke mod Coca-Cola i Sydafrika
3F-partner i Sydafrika i voldsom konflikt med landets største bryggeri og mægtige Coca-Cola. 76 arbejdere fængslet.
Cola-arbejdere i Sydafrika er gået i strejke. Her er det arbejderne fra Coca-Cola i Durban til møde. (Foto: IUF) Multinationale Coca-Colas producent i Sydafrika er i øjeblikket midt i en bitter konflikt med sine ansatte om løn- og ansættelsesforhold. Omkring 3.000 arbejdere strejker på tredje uge for mere i løn og for at sikre sig imod endnu dårligere betalte vikarer.
Konflikten har ført til flere sammenstød mellem arbejdere og arbejdsgivere, til anholdelser og fængslinger samt til adskillige sympatiaktioner fra andre dele af den sydafrikanske fagbevægelse.
De strejkende er ansat i ABI Coke, der er sodavandsdivisionen i Sydafrikas største bryggeri SAB (South African Breweries). Arbejdsgiveren har afvist kravene, som er fremsat gennem arbejdernes faglige organisation FAWU (Food and Allied Workers Union).
Arbejdsgiverne har tilbudt 7,8 procent i lønforhøjelse. FAWU har krævet 9,5 procent, et krav man selv kalder rimeligt. Desuden kræver fagforbundet, at 45 timers arbejdsugen afvikles på ugens fem første dage og at eventuelt arbejde lørdag skal give overtidsbetaling.
Endelig kræver FAWU et stop for brug af vikarbureauer og arme-ben-lignende ansættelse, som er med til at undergrave ansættelses-vilkårene. Ifølge FAWU giver dis-se ansættelser problemer i tapperierne, men det er for intet at regne med forholdene i distributionen. FAWU vurderer, at outsourcing betyder, at op mod 70 procent af de ansatte i distributionen ikke er direkte ansat af ABI Coke. I stedet tilbydes chaufførerne at kunne overtage lastbilen og derefter selv ansætte mandskab på ringere vilkår end for de ansatte i bryggeriet.
Virksomheden provokerer
Strejken blev indledt 22. december og omfatter omkring 3.000 af de 3.700 ansatte hos ABI Coke. Strejken har givet anledning til flere sammenstød mellem strejkevagter og politi tilkaldt af arbejdsgiverne. Over 100 er blevet anholdt. 76 sidder i øjeblikket fængslet.
FAWU's generalsekretær Kathisi Masemola beskylder ledelsen i ABI Coke for at provokere og intimidere strejkevagter. Politiet anklages for at have taget parti i striden ved ensidigt at ”tro på direktørernes løgne”. Han har bedt landets politiminister undersøge sagen, blandt andet brugen af politiheli-koptere til at overvåge strejkevagterne.
Masemola har intet bud på, hvor længe konflikten vil fortsætte.
FAWU yder ingen økonomisk støtte til de strejkende, der altså har været uden løn i tre uger. Omkring 6.000 andre bryggeri- og sodavandsarbejdere i Sydafrika har inden for de seneste dage i to omgange vist deres opbakning i form af en enkelt dags sympati-strejke. Der er også opbakning fra landsorganisationen COSATU, hvis generalsekretær Zwelinzima Viva forleden talte til en demon-stration med omkring 3.000 deltagere.
Repræsentanter fra ABI Coke har til sydafrikanske medier udtalt, at strejken ikke har betydet afbrydelse i leverancerne.
Opfordring: Boykot Coca-Cola
Der er også iværksat andre sympatiaktioner. Således opfordrede metalarbejdernes fagforbund forleden sine medlemmer til fire timers boykot af Coca-Colas produkter.
Den internationale sammenslut-ning af fødevareforbund IUF følger situationen hos FAWU nøje og vil holde Coca-Cola ansatte verden over orienteret og om nødvendigt opfordre til sympatiaktioner.
Coca-Cola er i øvrigt en af det internationale fodboldforbund FI-FA's officielle sponsorer ved det kommende VM i sommer i Sydafrika. Coca-Cola har således sponseret en kæmpemæssig rundrejse for det officielle VM-trofæ, der i løbet af 2009 besøgte samtlige afrikanske lande som optakt til sommerens VM-turnering.