Perus regering under pres efter sammenstød

ILO kritiserer Peru for at undertrykke oprindelige folks rettigheder. Over 100 mennesker er dræbt i sammenstød mellem politi og indianere.

Indianere i protest mod regeringens politik i Perus Amazonas. ILO kritiserer Perus regring og opfordrer til en fredelig løsning på konflikten. (Amazonaswatch)Indianere i protest mod regeringens politik i Perus Amazonas. ILO kritiserer Perus regring og opfordrer til en fredelig løsning på konflikten. (Amazonaswatch)

Perus præsident Alan Garcia møder hård kritik for sin håndtering af de indianske protester mod olieudvinding i Amazonas-junglen.

De seneste uger er over mennesker blevet dræbt i kampe mellem myndigheder og indianere, heraf 22 politibetjente. Indianere protesterer mod, at koncessioner til landområder sælges til multinationale selskaber uden at de tages med på råd og mod, at deres livsvilkår bliver ødelagt.

I denne uge blev Perus politik over for de indianske mindretal mødt af hård kritik ved den årlige konference i FN's arbejdsmarkedsorgan, ILO.

ILO's ekspertkomité og repræsentanter for fagbevægelsen kritiserer præsident García for at overtræde ILO-konvention 169, som sikrer oprindelige folk høringsret, når deres land og livsvilkår er i spil. Den ret fik indianerne ikke, da García sidste år gennem dekreter lagde Amazon-jungle åben for udenlandske olie- , gas- og mineralselskaber.

Protesterne har fået præsidenten til at trække dekreterne tilbage, men striden fortsætter. Perus nabolande Ecuador, Bolivia og Venezuela har flere gange fordømt regeringens hårdhændede metoder over for indianerne. Bananarbejdernes forbund i Honduras og andre af kontinentets fagforbund opfordrer til en fredelig løsning på konflikten.

Indianere organiserer sig

Den danske antropolog Birgitte Feiring, der arbejder for ILO, fortæller, at organet har beskæftiget sig med indgående med sagen siden november 2008.

- Fagforeninger og indianerorganisationer sendte i fællesskab en rapport til ILO om forholdene, og det afstedkom kommentarer blandt andet en indtrængende opfordring fra ILO til at respektere indianernes høringsret i forbindelse med udvinding af råstoffer som olie og gas, siger Birgitte Feiring.

ILO skal i den kommende tid yde Perus regering teknisk assistance til at overholde konvention 169. Birgitte Feiring har af flere omgange besøgt de berørte jungle-områder og andre indianere i Peru, og hun ser store forandringer blandt aktiviteterne hos de oprindelige folk.

- Højlandsindianerne i Peru begynder at organisere sig nu. Det kendes fra Ecuador og Bolivia, men det er først nu det for alvore sker i Peru. Det kommer formentlig til at sætte stor spor i det peruvianske samfund, vurderer hun. Der bor i alt 400.000 indianere i Peru.

ILO har desuden flere gange kritiseret indianeres tvansarbejde i Amazonas' illegale tømmerindustri.

Dansk film om konflikten

Næste år vil danske tv-seere med egne øjne kunne se noget af baggrunden for de voldsomme kampe. Filminstruktørerne Michael Christoffersen og Hans La Cour i gang med at lave en film om et indianersamfund, der gør oprør mod olieselskabet Pluspetrol i Perus jungle. I denne sag står 32 indianere netop nu anklaget for mord og terror efter drabet på en politibetjent som følge af voldelige sammenstød.

- Indianerne bor ovenpå junglens rigdomme, men de er de eneste, der ikke får noget af kagen. Tværtimod bliver deres livsbetingelser smadret, uden at de bliver tilbudt noget i stedet. Regeringens og olieselskabernes arrogance er næsten grænseløs, siger Michael Christoffersen.

Han følger i filmen en advokat, der vier sit liv til at hjælpe indianerne.

- Vi dokumenterer, hvordan en fredelig indiansk protest bliver angrebet af politiet og dermed eskalerer. Der er tilfælde af tortur og drab på indianere, som har deltaget i protesterne. Samtidig kører regeringen en racistisk propaganda mod indianerne op over for befolkningen i byerne, siger Michael Christoffersen.