DA: Velstand vigtigere end finanslov

Flere arbejdspladser og dermed øget velstand bør være fokus for Arbejdsmarkedskommissionen. Det mener direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Henrik Bach Mortensen.

Han opfordrer efter kommissionens første møde med arbejdsmarkedets parter og regeringen Arbejdsmarkedskommissionen til at komme med udspil til reformer, der kan løfte velstanden i hele samfundet – og ikke kun sikre balance i de offentlige kasser.

”Den økonomiske udvikling i Danmark er i disse år og i årene fremover begrænset af mangelen på arbejdskraft. Da store grupper samtidig styrer mod en tidlig tilbagetrækning, er der pres på de offentlige finanser og riget fattes penge. Derfor er det udtryk for godt politisk håndværk, at regeringen nu lader Arbejdsmarkedskommissionen levere bud på nødvendige politiske reformer,” siger Henrik Bach Mortensen.

Han tilføjer, at en målsætning om bare at kunne finansiere den offentlige sektor er ikke ambitiøs nok.

”Vores ambition skal selvfølgelig være at skabe så rigt et samfund som muligt. Derfor skal fokus i meget højere grad rettes mod at understøtte erhvervslivets muligheder for at skabe arbejdspladser og velstand. Vilkårene for den private beskæftigelse og værdiskabelsen i hele samfundet bør spille en større rolle i den økonomiske politik. Holdbarhed bør være for hele samfundet – ikke kun den offentlige sektor,” siger DA-direktøren.