Ledig får ja til kurser efter et halvt år

Uddannelse: Ledig erhvervsdykker fik nej til uddannelse i et halvt år, trods løfte om job. Først da sagen kom i Fagbladet 3F, ændrede Aarhus Kommune holdning.

Det tog seks måneder for Jobcenter Aarhus at bevillige de nødvendige kurser, så den ledige erhvervsdykker Peter Michael Ærø Buus kan starte i nyt job.  (Niels Aage Skovbo)Det tog seks måneder for Jobcenter Aarhus at bevillige de nødvendige kurser, så den ledige erhvervsdykker Peter Michael Ærø Buus kan starte i nyt job. (Niels Aage Skovbo)

I et halvt år sagde Jobcenter Aarhus nej til at give den ledige erhvervsdykker Peter Michael Ærø Buus uddannelse, så han kunne få job i offshore-branchen. Så kom historien i Fagbladet 3F – og jobcenteret vendte pludselig på en tallerken.

I januar sendte Peter Michael Ærø Buus en ansøgning til Jobcenter Aarhus. Han ønskede at få tre måneders uddannelse som stilladsbygger. Han havde fået lovning på et job i offshore-virksomheden Semco Maritime, hvis han fik de rigtige kurser. Men Jobcenter Aarhus sagde nej, og det har de gjort det sidste halve år. Peter Michael Ærø Buus har flere gange klaget over afgørelsen og hver gang fået afslag.

Først efter Fagbladet 3F har skrevet om sagen, og rådmand Hans Halvorsen (S) har bedt om en redegørelse, har Jobcenter Aarhus ændret afgørelsen og bevilliget uddannelse.

Seks måneders limbo-land

Det har været seks lange måneder for Peter Michael Ærø Buus, der har været ledig i over halvandet år.

- Jeg er rigtigt glad for endelig at få kurserne, og jeg kan nok være i arbejde igen til september, siger han.

Han ærgrer sig over, at det har taget seks måneder, før kommunen har villet bevillige ham uddannelse.

- Mentalt har det været hårdt, jeg har gået rundt i limbo-land og har mistet modet. Der er ikke meget service at hente hos jobcenteret, siger Peter Michael Ærø Buus.

Jobcenter: Vi har talt med virksomheden nu

Selvom Peter Michael Ærø Buus har haft et jobtilbud fra virksomheden Semco Martime siden januar, mener Jobcenter Aarhus, at de først nu har fået sikkerhed for, at kurserne vil give et job.

Men Peter Michael har haft en erklæring fra virksomheden i et halvt år, og I har tidligere sagt, at afslaget skyldes formalia-fejl i arbejdsgivererklæringen. Hvorfor har I ændret forklaring?

- Jeg kan bare sige, at vi har haft kontakt med virksomheden og aftalt, at Peter Michael Ærø Buus kan starte i job efter en række kurser, og så har vi givet kurserne, fortæller jobcenterchef Karin Rasmussen.