Illegale kan sende godsejer i fængsel

Jens Dinesen risikerer fængselsstraf for grov udnyttelse af ni illegale polske arbejdere på sit gods. Sagen kommer nu for retten, efter SiD anmeldte ham i 2001.

Sagen mod godsejer Jens Dinesen for grov udnyttelse af ni illegale polske arbejdere på Asbølholm Gods ved Lunderskov i sommeren 2001 kommer nu for retten i Kolding.

Straffen i sådanne sager om ulovlig beskæftigelse er typisk bøde og konfiskation, men i yderste konsekvens risikere godsejeren fængsel for den grove sag.

Godsejeren blev i sommeren 2001 afsløret som kynisk udnytter af udenlands arbejdskraft efter tip fra SiD, hvorefter Kolding Politi rykkede ud og anholdt ni illegale polakker og udviste dem kort efter.

De havde udført byggearbejde på rigmandens slot angiveligt uden at få en krone for det. Minimum 10 timer om dagen, syv dage om ugen. Kun kost og logi under ubeskriveligt kummerlige forhold kunne det blive til - i gamle campingvogne med toilet i skoven.

Knoklede ti timer om dagen uden løn

Det var SiD's aktivitetskonsulent Vejle Amt, Jonny Wyrtz, der i sin tid anmeldte sagen til Udlændingestyrelsen, som derefter overlod sagen til Kolding Politi.

- Det er en grov sag, og jeg håber de nye regler om skærpede straffe slår rigtigt igennem her. At godsejeren får en meget stor bøde og konfiskation af fortjeneste, siger Jonny Wyrtz, der er indkaldt som vidne i sagen.