Drømmeprojektet ligger i mølposen
Hans Petersen har en drøm om et stort motorsportscenter i Sønderjylland, men den er sat på standby. Finansieringen mangler, for Tinglev ligger ikke i en vækstzone.
Drømmeprojektet, skitsen og planerne har Hans Petersen, men det kniber med finansieringen af motorsportscentret i Tinglev. (Foto: Søren Zeuth) Hans Petersen står midt i en mark ved en rundkørsel i Tinglev, tæt på den tyske grænse. I hænderne holder han en nøje skitseret plan over et motorsportscenter.
Det er ikke en gokarthal, ej heller en ny Jyllandsring. Det er derimod et kæmpe kompleks med plads til speedway-, bmx- og motocrossbane. Og så er banerne overdækket.
En alt-i-ét løsning, hvis lige ikke findes i Europa. Og markedet er der. Det viser op til flere undersøgelser, som Hans Petersen og vennen Leif Jessen har bestilt hos blandt andre Danmarks Motor Union og et uvildigt rådgivningsfirma.
Skepsis omkring placering
Men pengene mangler for campingpladsejer Hans Petersen og Leif Jessen. Det er nemlig ikke så ligetil at overbevise eventuelle långivere om det store potentiale i et sønderjysk motorsportskompleks til 100 millioner kroner. Slet ikke i Tinglev.
- Skepsissen går på, at Tinglev ligger i Udkantsdanmark. Men potentialet i det her projekt er jo, at folk vil komme fra Tyskland, Polen, Holland og Belgien. Og hvad er så mest centralt, spørger Hans Petersen:
- Er det Kolding, København eller Tinglev?
Vanskelig realkredit
Hans Petersen har mødt samme forklaring fra de realkreditinstitutter, han og Leif Jessen har været i kontakt med.
- Jo længere man kommer væk fra områder, hvor genanvendelsesværdien er stor, jo mindre procentsats går de ind og finansierer med. Det gør jo, at de sidste kroner bliver vanskelige at skaffe, konstaterer Hans Petersen.
Hvis de to sønderjyder til gengæld ville placere drømmen i Trekantsområdet eller i Hovedstaden, ville finansieringsgraden stige, lød opfordringen.
Drømmen eksisterer stadig
Men de holdt fast i Sønderjylland, og det gjorde på et tidspunkt situationen så desperat for Hans Petersen og Leif Jessen, at de indledte drøftelser med islandske banker. Det var lige op til finanskrisen, og det ser de med lettelse på i dag.
- Hvis det var kommet så vidt, at vi kunne få finansieret det af islandske banker, havde vi brækket halsen på det. Hvad det angik, er vi da lykkelige i dag, siger Hans Petersen med et smil i mundvigene.
Det store projekt i Tinglev ligger lige nu i mølposen, som Hans Petersen udtrykker det. Men det kan hurtigt tages op igen. Selskabsnavnet X-Park eksisterer stadig.