Danskerne sparer på privatforbruget
Det går stadig trægt med privatforbruget. Hver fjerde dansker bruger færre penge på varige forbrugsgoder resten af året, end de gjorde i første halvdel af 2010.
Flere danskere vil spare på varige forbrugsgoder som fladskærme i sidste halvdel af 2010, end de gjorde i starten af året. (Foto: Colourbox) Brug flere penge. Sådan lyder opfodringen til danskerne, når politikere, bankøkonomer og erhvervsliv skal forklare, hvordan vi kommer ud af krisen. Privatforbruget skal op, så der kan komme gang i hjulene.
Men at dømme ud fra en undersøgelse fra Danmarkspanelet for Nyhedsbrevet 3F, er der ikke udsigt til, at krisen slutter lige med det samme. Tværtimod. Faktisk regner danskerne med at bruge færre penge på varige forbrugsgoder som computere, rejser og hårde hvidevarer resten af 2010 i forhold til årets første seks måneder.
Hver fjerde vil således hive pungen mindre op ad lommen. I første halvår af 2010 var det kun hver femte.
Svinger med konjunkturerne
Ifølge Lars Andersen, direktør i AE-Rådet, viser tallene, at krisen stadig har godt fat i danskerne.
- Køb af varige forbrugsgoder svinger meget med konjunkturerne. Man er i tvivl, om man har råd til at betale de faste udgifter. Og så er det klart, at man først sparer på de varige forbrugsgoder. Mange forsøger at lægge budget, så de kan få det til at hænge sammen, hvis de bliver arbejdsløse, siger Lars Andersen.
3F'ere skal spare i stor stil
Netop de faste udgifter kniber det med at betale for mange 3F'ere. Mere end hver sjette regner med, at de inden nytår får svært ved at betale udgifter til bolig, bil, forsikringer etc. Og hele 36 procent af 3F'erne skal da også spare på større forbrugsgoder i resten af 2010.