Fordobling i private jobkurser
Kvaliteten af private jobkurser har været stærkt kritiseret. Alligevel har dobbelt så mange ledige i 2009 deltaget i et jobkursus hos en privat aktør. Det bekymrer hos både SF og 3F.
Thor Nielsen er en af de ledige, der har skullet lære at kaste med æg på et jobkursus hos en privat aktør. Dobbelt så mange ledige har været på kursus hos en privat aktør i 2009. (Foto: Martin Bubandt.) Dobbelt så mange ledige bliver udsat for kurser, hvor de skal efterligne Hitlers underskrift, lære at kaste med æg eller finde deres indre fugl, som for et år siden. Andelen af ledige, som fik anvist et privat firma til at hjælpe med jobsøgningen, blev nemlig fordoblet bare i 2009. Det viser de nyeste tal fra Arbejdsmarkedstyrelsen.
Nu er det hver tiende af alle ledige, der er henvist til en privat aktør. For et år siden var det kun hver 20. ledig. Og blandt de forsikrede ledige er tallet vokset fra omkring ti procent til næsten 20 procent.
Målt i antal personer var der i slutningen af 2009 over 34.000 ledige ved private aktører - ved årets begyndelse var det kun cirka 16.000.
Nedslående forløb
SF's Eigil Andersen ser på stigningen med stor skepsis. Han mener, at mange ledige ikke har brug for jobsøgningskurser, de kan godt selv. Alligevel bliver de nærmest skovlet over på dem, fordi det er billigst for kommunerne, som systemet er skruet sammen i dag.
- Jeg synes, det er skræmmende, fordi jeg bliver kontaktet af mange ledige, der fortæller mig, hvor dårlige og nedslående forløbene ved andre aktører er, siger arbejdsmarkedsordfører for SF Eigil Andersen.
Ifølge ham bør ledige kunne vælge frit, om de ønsker uddannelse, virksomhedspraktik eller hjælp til at søge job.
Tåbelige kurser
Udviklingen får også panderynkerne frem hos forbundssekretær i 3F Per Christensen.
- Med de tal på nethinden er det endnu vigtigere end nogensinde at få fokus på kvaliteten. Hvor tit har vi ikke hørt om tåbelige kurser, hvor ledige skulle kaste med æg eller finde deres indre fugl. Oprindelig var det hensigten, at andre aktører kun skulle bruges, når de kunne tilføre noget nyt eller var bedre end det offentlige. I dag bruges de reelt til aflastning for jobcentrene, og det politiske mål er, at markedet skal blive større, siger han.
Ingen entydig tendens
En rapport fra revisionsfirmaet Deloitte for Arbejdsmarkedsstyrelsen viste i december, at "der ikke er en entydig tendens til, hvorvidt jobcentre eller andre aktører leverer de bedste resultater", men at kun de bedste aktører er lige så gode som kommunerne til at få ledige i arbejde.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har netop meddelt, at resultaterne skal tælle med, når der laves landsdækkende udbud. I første omgang havde ministeren ellers fyret nogle af de firmaer, der er bedst til at få ledige i job.