Forsiden NyhederNy type udlændinge giver bedre beskæftigelseIntegrationspolitikken kan ikke tage æren for, at flere nytilkomne flygtninge og indvandrere er kommet i beskæftigelse de seneste år. Det mener forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed, Torben Tranæs.En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at blandt de nytilkomne flygtninge er seks procent flere kommet i arbejde fra 1999 til 2005. Gruppen af indvandrere, der har været i landet mellem et og to år, har øget beskæftigelsesfrekvensen fra 26 til 40 procent i perioden.Det ser integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) som et tegn på, at integrationspolitikken virker.Men Torben Tranæs maner til besindighed. Han mener, at det i stedet skyldes, at det er en anden type flygtninge og indvandrere, der kommer hertil end tidligere.- Den ene ting er, at de er ældre, og de har en anden familiesituation, og det betyder noget. Det andet er, at i og med, at der kommer færre til, så stiger opholdstiden for dem, der er her. Og det er en vigtig og betydende faktor for at komme i beskæftigelse. Det er formentlig hovedeffekten, at den gennemsnitlige opholdstid er steget, siger Torben Tranæs til radiomagasinet NyhedsXpressen.Han konstaterer, at det generelt er svært at se, hvilke tiltag på udlændingeområdet der virker, og hvilke der ikke gør, fordi der er blevet lavet en række ændringer samtidig. Men generelt mener han altså ikke, at integrationspolitikken alene er årsag til den øgede beskæftigelse.Også direktør for Socialforskningsinstituttet, Jørgen Søndergaard, efterlyser en undersøgelse af, om det faktisk er integrationsindsatsen, der virker, eller om de nytilkomne flygtninge blot har bedre forudsætninger for at klare sig på arbejdsmarkedet.Af Hanne Gaard Mortensen (NET-Redaktionen, Lynx Media)