Medlemshistorie: 150.000 kroner til seks polakker i 3F
37-årige Robert Majewski og kollegerne i et polsk byggesjak på Københavns Hovedbanegård har fået kontant gevinst af at melde sig ind i 3F. Nu følger flere efter.
Det polske byggesjak, der bryder beton ned på Københavns Hovedbanegård, har indtil nu fået 150.000 kroner i efterbetaling. (Foto: Harry Nielsen.) Indtil videre har et polsk byggesjak på seks personer, der arbejder med betonnedbrydning på Københavns Hovedbanegård, tilsammen fået en efterbetaling på 150.000 kroner for adskillige overenskomstbrud ved at melde sig i dansk fagforening.
Det har samtidig fået en række andre polske arbejdere med beslægtet arbejde til at henvende sig til fagforeningen. Også de har udsigt til efterbetaling som følge af overenskomstbrud.
- Vi betragter det som lidt af en solstrålehistorie, lyder det fra Michael de Gier, faglig sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København.
Og det bedste af det hele er måske, at også polakkerne er glade, selv om det var noget af en overvindelse at søge hjælp i fagforeningen.
- Jeg har altid været vant til at klare tingene selv og havde lidt svært ved at tro på, at vi kunne få hjælp i fagforeningen. Men det kunne vi, siger Robert Majewski, 37-årig polsk arbejdsmand, som var den, der for fire måneder siden henvendte sig til 3F, fordi han følte sig snydt af sin arbejdsgiver.
Hårdt arbejde på mindsteløn
Robert Majewski og kollegerne i sjakket er ansat i det danske vikarbureau Carata, der også har sørget for arbejdstilladelse gennem Udlændingestyrelsen. De har i snart et halvt år arbejdet for nedbrydningsfirmaet Kingo Karlsen A/S med nedbrydningsarbejde på Københavns Hovedbanegård.
- Det er hårdt og beskidt arbejde, og det er natarbejde. Min påstand er, at man ikke kan få danskere til arbejdet til den minimumsløn, som vi får. Derfor var det ekstra frustrerende, at vi ikke engang fik det, vi har krav på, siger han.
Den nævnte minimumsløn er på godt 101 kroner i timen.
I BJMF har man kunnet konstatere indtil flere brud på den overenskomst, som Carata er omfattet af som medlem af Dansk Byggeri. Manglende overtidsbetaling, manglende weekendbetaling, fejlagtige ansættelsesbreve, fejlagtige lønsedler og manglende løn til tiden lød blot nogle af overenskomstbruddene.
Første kontante afregning fulgte i begyndelsen af september, da Robert Majewski og fem kolleger fik en efterregulering på tilsammen 68.000 kroner. Siden har Michael de Gier på baggrund af arbejdssedler og lønsedler beregnet, at den samme gruppe er snydt for minimum yderligere 78.000 kroner.
Valgt som tillidsrepræsentant
Robert Majewski er 37 år, gift, har fem børn og bor ligesom de fleste andre i hans sjak i den nordøstpolske by Elk ikke langt fra grænsen til Litauen og Hviderusland.
Han har på fagforeningens opfordring ladet sig vælge som kollegernes tillidsrepræsentant, en rolle som han er ved at finde ind i. Han har således på vegne af sjakket stillet krav om smudstillæg for det beskidte og støvende arbejde.
Det største problem er sproget, mener Robert Majewski. Det nytter ikke at have en overenskomst, hvis du ikke ved, hvad der står i den. Og så kalder han det "rodet" og "besværligt", at han og kollegerne er ansat i ét firma og arbejder for et andet.
Det giver Michael de Gier ham ret i.
- Der bliver vasket hænder, når noget er galt, og den ene part ved ikke, hvad den anden gør. Det er meget symptomatisk, at præmisserne for udlejningen er uklare.
Rygtet løber stærkt
Det er nu rygtedes, at pengene til et medlemskab af fagforeningen kan være godt givet ud - og at det ikke har givet en fyreseddel.
En anden gruppe ansatte i Carata, der ligeledes arbejder på Hovedbanegården, men for entreprenørfirmaet E. Pihl & Søn, har henvendt sig med påstand om underbetaling og overenskomstbrud.
- Og problemerne er mere eller mindre de samme her, opsummerer Michael de Gier, der er gået i gang med optælling af overenskomstbrud og beregning af, hvor meget gruppen er snydt for.
I alt har nu 19 polske arbejdere fra Carata meldt sig ind i fagforeningen.
Læs mere om 3F og østarbejdere.
Har du mistanke om ulovligt arbejde udført af udlændinge kan du anmelde det her.
Denne artikel på polsk
Denne artikel på polsk