Slap ændring af lov om ligeløn

Der lægges op til alt for få justeringer og kun en kosmetisk implementering, når Folketinget fredag førstebehandler EU's ligebehandlingsdirektiv, lyder kritikken fra flere forbund.

Der er lagt op til alt for få konkrete forbedringer, når en ændring af ligelønsloven fredag skal førstebehandles i Folketinget.  (Tegning: Bob Katzenelson)Der er lagt op til alt for få konkrete forbedringer, når en ændring af ligelønsloven fredag skal førstebehandles i Folketinget. (Tegning: Bob Katzenelson)

Der er lagt op til alt for få konkrete forbedringer, når en ændring af ligelønsloven fredag skal førstebehandles i Folketinget.

Sådan lyder en fælles kritik fra flere forbund og enkeltpersoner, der er samlet i det såkaldte Mainstreamingnetværk af 2005.

Forslaget er en indarbejdelse af EU's store ligebehandlingsdirektiv fra 2002, der samler syv eksisterende direktiver. Men den lovændring, regeringen lægger op til, er en ren kosmetisk implementering af ligebehandlingsdirektivet, lyder kritikken.

- Blandt andet pålægger direktivet regeringerne at oprette et eller flere organer, der kan foretage uafhængige undersøgelser og sørge for, at borgerne kan få hjælp i sager om forskelsbehandling. I Sverige og Norge har de en ombudsmand for ligestilling, men den danske regering har stadig ikke rørt en finger. Der er ikke institutioner eller organisationer i Danmark, der kan løfte direktivets krav. Derfor kræver vi, at regeringen lever op til EU-direktivet og opretter en dansk ombudsmand for ligestilling, lyder det i den fælles udtalelse fra blandt andre 3F, FOA, HK og Teknisk Landsforbund.


Håber på pres fra regeringen

EU's ligebehandlingsdirektiv pålægger også regeringerne at tilskynde arbejdsmarkedets parter til at fremme ligestillingen på arbejdsmarkedet og indskrive forbuddet mod forskelsbehandling i de kollektive overenskomster.

- Det er heller ikke sket. Derfor håber vi, at Folketinget vil lægge pres på regeringen, så den lever op til sine forpligtelser både som lovgiver og som arbejdsgiver, lyder det fra Mainstreamningnetværket af 2005.

EU-kommissionen tog i 2007 de første skridt til en traktatbrudssag mod Danmark på grund af den manglende implementering af ligebehandlingsdirektivet.