To løntrin til specialarbejderne i regionerne
OK08. Der er aftalt ny overenskomst for cirka 350 specialarbejdere i regionerne. Meget tilfredsstillende, lyder det fra 3F.
- Det er lykkedes - i lighed med aftalen på det kommunale område - at konvertere det meste til løn. Og det er vi meget tilfredse med, fordi det opfylder vores medlemmers ønsker, siger forhandlingssekretær i 3F, Hanne Gram. (Arkivfoto.) De stiger to løntrin. Får et årligt tillæg på 1.050 kroner (i 2000-tal). Og så er der afsat 1,6 procent til lokal løndannelse. Det er hovedoverskrifterne på treårigt overenskomstforlig, 3F og regionerne tirsdag har forhandlet på plads for knap 350 specialarbejdere, der blandt andet arbejder med at vedligeholde veje og grønne anlæg.
- Det er lykkedes - i lighed med aftalen på det kommunale område - at konvertere det meste til løn. Og det er vi meget tilfredse med, fordi det opfylder vores medlemmers ønsker, siger forhandlingssekretær i 3F, Hanne Gram.
Læg pres på
Specialarbejderne i regionerne har generelt flere hundredetusinde kroner til gode i lokallønsmidler i forhold til den overenskomstperiode, der er ved at udløbe. Men i den nye aftale har arbejdsgiverne fået lavet et protokollat, hvori man skærer det fuldstændigt ud i pap, hvordan en god, lokal lønforhandling skal forhandles på plads.
- Dét redskab giver os troen på, at vi ikke sidder i samme situation om tre år, som vi gør i dag, men at de 1,6 procent rent faktisk bliver udmøntet. Jeg vil gerne opfordre alle 3F-tillidsrepræsentanter og afdelinger til at lægge pres på, siger forhandlingssekretær i 3F, David Gibson.
Som i aftalen for specialarbejderne ansat i kommunerne, stiger også elever i regionerne ét løntrin med det nye forlig. Og det kan lokalt aftales, at visse medarbejdere begynder på løntrin 28 - en foranstaltning for at rekruttere og fastholde visse medarbejdere.
Der er også aftalt en mulighed for at indføre en kortere karenstid inden optagelse i arbejdsmarkedspensionen. Og elevtiden skal nu regnes med i karensperioden.