Giv dine børn lysten til at læse

Danske børn og unge læser for lidt og for dårligt. Det vil Lars Møller lave om på med en hjemmeside, som skal inspirere og motivere børn og unge til at få lyst til at læse.

Når børnene skal motiveres til at læse, så er det vigtigt at finde bøger, der passer til barnets læseniveau. (Foto: Colourbox)Når børnene skal motiveres til at læse, så er det vigtigt at finde bøger, der passer til barnets læseniveau. (Foto: Colourbox)

Det er ikke alle, som synes det er sjovt at åbne en bog og læse den fra ende til anden. Og det kan desværre ses på antallet af børn og unge, som læser for lidt og for dårligt.

PISA-undersøgelser viser, at 15 procent af de danske unge er så dårlige til at læse, at de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse.

Det skal der gøres noget ved, mener Lars Møller, som er initiativtager bag hjemmesiden www.ordet-fanger.dk. Målet med hjemmesiden er at skabe varig læselyst samt at inspirere forældre til at læse mere for deres børn. Hjemmesiden giver inspiration til bøger til børn og gode råd til forældre og højtlæsning.

Det er forældrenes ansvar

Lars Møller fortæller, at man har etableret et samarbejde med Danmarks Lærerforening. For lærerne når ud til børnene, når de går i skole. Men lærerne har svært ved at nå børnene og forældrene i fritiden. Den primære målgruppe for hjemmesiden er derfor forældrene.

- Vi skyder ofte skylden på folkeskolen, når vores børn ikke kan det, de skal, men vi opfordrer forældrene til at tage et medansvar, forklarer Lars Møller.

- Vi vil i kommende kampagner forklare vigtigheden i, at forældre læser med deres børn. Dog ikke med løftede pegefingre, men med humor.

Det handler om motivation

Lars Møller er klar over, at en gruppe forældre selv har svært ved at læse og derfor kan have svært ved at inspirere og motivere deres børn til at nikke bøgerne en skalle.

Men hvis man ikke kan læse så godt, så er lydbøger fantastiske, fortæller Lars Møller. Så det eneste, forældrene skal tænke over, er at motivere børnene til at låne lydbøgerne.

- Det handler jo om, at det er børnene selv, som skal finde glæde i at have bøgerne fremme. Og forældrene er i den grad med til at skabe den glæde.