Snak om Kvalitetsreformen skal ud i kantinerne
Tillidsrepræsentanter fra hele landet diskuterer kvalitet i den offentlige sektor ved regionale stormøder rundt om i landet arrangeret af LO og FTF. Men debatten skal også ud på arbejdspladsen.
Snakken om kvalitetsreform i den offentlige sektor skal ud i kantinerne, mener LO og FTF. (Arkivfoto) Lønmodtagerne i den offentlige sektor skal inddrages i debatten om kvalitetsreform og trepartsdrøftelserne. Derfor har LO og FTF inviteret tillidsrepræsentanter fra offentlige arbejdspladser til en række regionale stormøder. Her får de mulighed for at komme med deres bud på, hvordan man i fremtiden kan sikre en højere kvalitet i den offentlige sektor og forbedre de offentligt ansattes arbejdsvilkår.
LO's og FTF's forhandlere vil tage tillidsrepræsentanternes forslag fra stormøderne med sig til de videre trepartsdrøftelser med regeringen.
Debatten skal ud i kantinerne
Stormøderne lægger samtidig op til, at diskussionen om kvalitet i den offentlige sektor også rykker ud på arbejdspladserne. Her skal tillidsrepræsentanterne på banen.
- Tillidsrepræsentanterne skal starte diskussionen om kvalitet i det offentlige arbejde ude blandt deres kolleger. Det handler både om kvalitet i den enkelte medarbejders arbejde, men også mere overordnet skal det diskuteres, hvad god ældrepleje eller god rengøring er, sagde lektor i offentlig politik og administration fra RUC, Gunnar Gjelstrup, i sit oplæg ved det første stormøde i Århus tidligere på ugen.
Udover Århus, har der været afholdt stormøder i Kolding og Aalborg. Rækken af stormøder afsluttes i København den 14. maj.