Forsikringsselskaber strammer op over for privathospitaler
Flere forsikringsselskaber vil undgå unødige behandlinger af patienter på privathospitaler. De stiller nu krav om, at patientens egen læge skal med på råd.
Flere forsikringsselskaber vil undgå unødige behandlinger af patienter på privathospitaler. Når lægerne på privathospitaler skal henvise til behandling, som de selv skal udføre, så har de en økonomisk interesse i at vælge dyrere operationer, der koster op mod 130.000 kroner frem for fysioterapi for eksempel, der koster nogle få tusinde kroner.
Den konflikt mellem lægelige og økonomiske interesser forsøger flere forsikringsselskaber nu at forhindre. For konflikten risikerer at gå ud over patienterne, og det er dyrt for forsikringsselskaberne.
For fremtiden vil forsikringsselskabet Codan stille krav i deres sundhedsforsikringer om, at patienter skal rådføre sig med egen læge, før de kan blive behandlet gennem selskabets forsikring. Dermed vil Codan undgå, at det er privathospitalerne, som både henviser og behandler.
- Når der er penge mellem parter, så er der en risiko for, at hospitalerne vælger større behandlinger, end hvad der er hensigtsmæssigt, siger Ivan Christensen, produktchef i Codan Care.
Han forklarer, at selskabet ikke har mange erfaringer med, at privathospitalerne opererer unødigt. Men han forventer, at 90 procent af fremtidige aftaler om sundhedsforsikringer vil indeholde krav om, at egen læge skal inddrages for at sikre den korrekte behandling.
Vil undgå overbehandling
Ifølge loven skal en patient have en lægehenvisning til en behandling. Men i praksis kan privathospital selv både henvise og behandle.
Ofte er det en kirurg, der undersøger en patient, der kommer ind med ondt i skulderen eller ryggen. Det er altså en læge, der mest har forstand på operationer, som skal afgøre, om en operation er den rette løsning eller ej.
Hos forsikringsselskabet Tryg er skadechef Mette Platz også meget opmærksom på problemet. Tryg har nu skrevet ind i deres aftaler, at selskabet kan stille krav om, at patientens egen læge bliver rådført om hvorvidt en behandling er fornuftig.
- Vi sender 95 procent af vores patienter gennem egen læge. Det gør vi for at sikre den rigtige behandling. Vi vil undgå overbehandling og unødige henvisninger, siger Mette Platz.
Udviklingen går enormt stærkt for både de private hospitaler og sundhedsforsikringerne. Derfor justerer forsikringsselskaberne løbende deres aftaler.
- Der er noget rigtigt i at bruge egen læge. Privathospitalerne har også en anden interesse, derfor bruger vi nu egen læge i stort set alle tilfælde, forklarer Trygs skadechef.
Både Codan og Tryg har også ansat læger og sygeplejersker, der skal kontrollere privathospitalernes behandling og sørge for, at de ikke vælger unødige behandlinger og undersøgelser.