3F fortsætter støtte til gadebørn

Den lokale forening Inhijambia hjælper gadepiger i Nicaragua på fode for få midler. 3F har besluttet at støtte projektet med over 100.000 kroner i 2006.

Sidste efterår producerede Frode Højer Pedersen fra DR filmen Dødens Gade om de unge piger i Managuas gader. Sidste efterår producerede Frode Højer Pedersen fra DR filmen Dødens Gade om de unge piger i Managuas gader.

I Nicaraguas hovedstad, Managua, lever adskillige piger på gaden. Mange er stofmisbrugere, enlige mødre og samtidig prostituerede. De fleste er blot 14-15 år gamle.

En del holder til omkring Mercado Central, byens centrale marked.
Siden 2000 har pigerne kunne få hjælp fra organisationen Inhijambia.

Foreningen har med psykologer og socialarbejdere hjulpet mange piger ud af deres misbrug ind på en uddannelse og i arbejde.
Kvindeligt Arbejderforbund har tidligere støttet projektet, og nu har 3F besluttet at videreføre indsatsen i 2006.

Pengene kommer fra udlandet

- Det gør virkelig et stort indtryk, at det lykkes foreningen at få mange piger på ret køl, så de kan gå på arbejde og passe deres børn. Det er en lang og sej proces, men arbejdet er effektivt. Derfor er det positivt, at 3F kan fortsætte støtten, siger Eva Tabor, der er konsulent i 3F’s internationale afdeling.

3F’s hovedbestyrelse støtter projektet med 80.000 kroner i 2006.
Solidaritet Over Grænser, der er en forening for ansatte i 3F, støtter med 40.000 kroner. Desuden støtter en række ansatte i 3F projektet personligt.

Inhijambias arbejde finansieres udelukkende af støtte fra udlandet.

Mad fra lossepladsen

De mest belastede prostituerede holder til i La Calle de la Muerte, Dødens Gade.

Børnene ejer intet ud over det tøj, de går i. De sover på gulvet eller på lidt pap, de samler sammen.

Mange af dem bor i ruiner, der ligger klods op ad Managuas store lossepladser.

Her finder de unge madrester, der kan dulme sulten.

Aids er et stigende problem

I 2004 blev der for første gang konstateret aids i området. Nu frygter Inhijambia, at sygdommen kan brede sig med lynets hast.
Foreningen er derfor i fuld gang med oplysningsaktiviteter om hiv og aids og sørger for at skaffe prævention til pigerne.

Mange af de piger, som er kommet ud af deres misbrug gennem Inhijambias program, deltager nu aktivt i det opsøgende og plejende arbejde med gadebørnene.

Sidste efterår producerede Frode Højer Pedersen fra DR filmen Dødens Gade om de unge piger i Managuas gader.
Filmen og oplæg om projektarbejdet kan bestilles hos Eva Tabor på telefonnummer 8892 0375.