Migranter betaler dyrt for krise i USA
Staten Arizona i USA har netop vedtaget en lov, som rammer ulovlige migranter. Flere stater ventes at følge efter. Herved rammes hundredetusinder af centralamerikanere og mexicanere på jagt efter arbejde i USA.
Juan pablo er en af de mange millioner papirløse indvandrere i USA. (Foto: Niels Boel) Juan Pablo er 54-årig og fra El Salvador. Han bor med kone og barn i en campingvogn i en trailerpark i byen Lamont på de trøstesløse grøntsags- og frugtmarker i det centrale Californien.
Juan Pablo taler kun lidt engelsk. Han har ingen papirer og han lever i stadig angst for at blive deporteret. Fordi han ikke har papirer, har han ikke kørekort. Når han tager på arbejde frygter han at blive standset af politiet og få bilen konfiskeret. Det koster herefter 25.000 kr. at få bilen igen, og det vil kræve, at han får en person med lovligt kørekort til at hente den. Men i høsttiden er han nødt til at køre ud til markerne, da der ikke er offentlig transport.
Rygraden i amerikansk landbrug
Selv om Juan Pablo har været 6 år i USA, er han ikke meget bedre stillet, end da han ankom. Selv om han sammen med millioner af andre migranter – lovlige og ulovlige – holder hjulene i gang i USA's landbrug, byggeindustri, restaurations- og hotelbranche og fødevareindustri, er han uden elementære rettigheder. De ulovlige migranter er ikke alene uden ret til at stemme, de er oftest ”uden ret til at være med i en fagforening, til at få ferie- og overarbejdspenge, pension og sygesikring”, fortæller næstformanden i USA's største landarbejderfagforening United Farm Workers of America, mexicaneren Armando Elenes.
En ny lov vedtaget i den sydlige nordamerikanske stat, Arizona, vil for alvor gøre ulovlige migranter til jaget vildt. Nu er det slut med, at myndighederne, kan se gennem fingrene med ulovlige migranters tilstedeværelse. Ifølge den nye lov, skal politiet afkræve folk identifikation, hvis de mistænkes for at være ulovlige migranter. Den økonomiske krise skaber frygt for jobs og offentlige finanser, og andre stater i USA ventes at følge Arizonas eksempel
Der er 11 millioner ulovlige migranter i USA. Langt hovedparten er fra Mexico og Centralamerika. 25 % af El Salvadors befolkning bor i USA, 18 % af Ecuadors og 11 % af Mexicos.
Frygt for indvandrere
I store dele af USA's befolkning betragtes migranter som en trussel mod amerikanske jobmuligheder. Paradokset er, at migranterne i høj grad er flygtet fra små, urentable landbrug bragt til tiggerstavnen af nordamerikansk landbrug. Frihandelsaftaler med USA har ført til en ulige konkurrence mellem f.eks. majsbønder i Mellem- og Centralamerika og den stærkt subventionerede agroindustri i USA.
Dette forhold overses i debatten i USA. Præsident Barack Obama har taget skarpt afstand fra loven i Arizona. Mange anser loven for at være racistisk, fordi den vil føre til en forfølgelse af folk, der ser ”anderledes” ud. Men for såvel regeringen som staten Arizona handler migrationspolitik i høj grad om at sikre USA's sydlige grænse bedre mod ulovlige migranter.
Lovgiverne kappes om at berolige amerikanske arbejdere, der frygter for deres job – også selv om ingen amerikanske statsborgere ville acceptere de elendige arbejdsvilkår, som tilbydes migranter.