Sådan gør du hvis du modtager varer du ikke har bestilt
Har du bestilt en gratis prøvepakke f.eks. en film? Og har du bagefter modtaget flere film, som du slet ikke ønsker? Eller modtager du pakker, som du ikke har bestilt? Så læs her, hvad du kan gøre.
Se dig for, inden du skriver under på at modtage en gratis prøvepakke. Du kan efterfølgende risikere at modtage varer, som du ikke har bestilt og som du skal betale for. (Foto: Colourbox) Den første er gratis. Det er fristende, når hjemmesiden eller kuponhæftet lokker med gratis glæder. Du skal blot sætte et kryds. Så modtager du en gratis film, et smykke eller en bog.
Det er frustrerende, når du efterfølgende modtager et væld af pakker, du ikke har bestilt, men som du skal betale for.
- Derfor regn ikke med, at noget er gratis. Der er som regel knyttet betingelser til de gratis gaver, som f.eks. et abonnement i et halvt år, siger Peter Fogh Knudsen, leder af Forbruger Europa.
Han og Forbruger Europa modtager jævnligt henvendelser fra folk, der enten modtager uønskede pakker. Eller pakker som de ikke har bestilt, men som andre har bestilt på deres vegne.
- Når folk modtager pakker ud af det blå, er der ofte tale om chikane. Det er andre, der har bestilt pakkerne for at genere, siger Peter Fogh Knudsen.
Læs mere på Forbruger Europa om varer du ikke har bestilt
Kontakt firmaet
Hvis du modtager en pakke, du ikke har bestilt, så behøver du ikke at gøre spor. Det siger juraen.
Alligevel råder Forbruger Europa dig til at skrive til den erhvervsdrivende, hvilken vare du har modtaget, at du ikke har bestilt den, samt oplyse at du holder varen klar til afhentning på din bopæl i tre måneder.
Så undgår du problemer sidenhen i form af rykkere, inkasso og eventuel krav om stævning.
Prøveabonnementer og prøvepakker
Men hvad hvis man har sagt ja til f.eks. en gratis film, og det viser sig, at man samtidig har bundet sig til et halvt års abonnement, hvor man er tvunget til at købe og betale for seks film? Er man så bundet af aftalen?
- Det er du ikke, hvis binding til abonnement står med meget småt. Eller hvis du først bliver gjort opmærksom på, at du har tegnet abonnement, når du modtager den gratis prøvepakke, siger Peter Fogh Knudsen, Forbruger Europa.
Og hvis du synes, det er for besværligt at skulle klage til et måske modvilligt firma, så husk at du altid kan bruge fortrydelsesretten.
For når du køber noget over nettet eller via kuponhæfter – det der kaldes fjernsalg, så har du 14 dages fortrydelsesret fra den dag, du har modtaget pakken. Og fortrydelsesretten gælder også et abonnement.
Læs mere om prøvepakker og prøveabonnementer her
Mange erhvervsdrivende tilbyder prøvepakker eller prøveabonnementer til forbrugerne.
Forbruger Europa har især modtaget mange klager over de norske selskaber Biosoft Pharma og SoftFlexi, der sælger kosttilskud. Samt det svenske selskab Better Life Sweden, der blandt andet forhandler præparatet Lepigen.