Hjort: Sæt handling bag ord om seniorer
Stop med snakken om at gøre noget for at tiltrække og fastholde seniorerne. Gør noget.
Sådan lød opfordringen fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved afslutningen af et ”seniortopmøde”, han torsdag afholdt på Christiansborg. Konferencen udgjorde afslutningen på kampagnen ”Et par år ekstra gør en forskel”, der har sat fokus på at fastholde og tiltrække seniorerne på arbejdsmarkedet.
Men ifølge beskæftigelsesministeren kniber det stadig på mange virksomheder med at få overført god senior- og personalepraksis fra støvede ringbind til praksis i den travle hverdag. Derfor vil han stadig presse på, dels med en årlig overrækkelse af en seniorpraksispris, dels med nedsættelse af en seniortænketank, der skal give inspiration til både aktører på arbejdsmarkedet og til ham selv.
- Det vil give mig et alibi til fortsat at blande mig og give indspark i debatten, sagde beskæftigelsesministeren.
Han har sammen med Arbejdsmiljøinstituttet, dagbladet Børsen og Ledernes Hoverdorganisation indstiftet Seniorpraksis Prisen, der blev uddelt på torsdagens konference. Den er opdelt i tre kategorier, store virksomheder, små og mellemstore virksomheder og offentlige virksomheder. I alle kategorier gives prisen til virksomheder, der med en bred vifte af initiativer gør en aktiv indsats for at tiltrække og fastholde ældre medarbejdere.
Diplomet i kategorien store virksomheder gik til Aalborg Portland A/S, hvor over en tredjedel af medarbejderne er over 50 år. Her er det med en grundlæggende personalepraksis under devisen ”vi behandler alle lige ved at behandle dem forskelligt” lykkedes at øge tilbagetrækningsalderen med 1,4 år fra 61 år i 2000 til 62,4 år i 2005.
I kategorien små og mellemstore virksomheder gik årets pris til Victoria 1&2 ApS for en flerstrenget seniorpolitik med henblik på at øge seniormedarbejdernes engagement og motivation, så de bliver længere i virksomheden, selv om netop modebranchen oftest er bemandet med yngre personale. Blandt andet har seniormedarbejderne fået deltidsstillinger, færre tunge løft og færre vagter om lørdagen.
Horsens Kommunes Folkeskoleafdeling fik prisen i den offentlige kategori, fordi det i løbet af seks år er lykkedes at øge antallet af folkeskolelærere over 60 år fra 30 til 62. Det er blandt andet sket ved hjælp af særlige kurser for ældre lærere, et nyt koncept for medarbejderudviklingssamtaler og en systematisk indsats for at etablere fleksjob til lærere til lærere som ellers var på vej ud af arbejdsmarkedet.
- Jeg håber, at mange andre virksomheder vil lade sig inspirere af disse gode eksempler på, hvordan man med et bedre arbejdsmiljø for seniorerne og en bred vifte af initiativer i øvrigt får både ledere og medarbejdere til at arbejde systematisk med at fastholde g tiltrække seniorerne, sagde beskæftigelsesministeren.
Læs mere om seniorindsatsen på adressen www.seniorpraksis.dk