3F kræver akut jobpakke
Massefyringer går hårdt ud over 3F's medlemmer. Nu kræver forbundet politisk handling og en jobpakke. Men har regeringen lyst til at hjælpe almindelige danskere? Hvor er respekten for de ledige?
De fleste banker kan ånde lettet op efter bankpakken. Politikerne har afværget en katastrofe og taget toppen af direktørernes grådighed. Imens oplever tusindvis af almindelige danskere, at deres hverdag pludselig er blevet en anden. De har fået en fyreseddel.
Ved årsskiftet stod over 18.000 3F'ere uden arbejde. Men alene i de første uger af januar er fyresedlerne delt ud i bundter. Byggeriet er gået i stå. Og store danske industrivirksomheder sender hver især hundredvis af medarbejdere på gaden.
Derfor kræver 3F nu politisk handling. 3F foreslår en jobpakke, der med øjeblikkelig virkning skal afbøde den eksploderende ledighed. Danmark har ganske enkelt ikke råd til, at så mange mennesker bliver arbejdsløse. Faren for, at de hænger fast i ledighed, er alt for stor.
Jobplan giver 12.000 arbejdspladser
De fleste kommuner har fornuftige projekter liggende i skuffen. De har til og med pengene, men regeringen har lagt loft over den kommunale økonomi. Derfor må loftet fjernes, så kommunerne kan sætte opgaverne i gang.
Her og nu foreslår 3F investeringer på otte milliarder kroner. Ikke mindst i de kommunale bygninger, der alt for længe har fået lov til at forfalde. Det vil give 7.400 job allerede i 2009.
På lidt længere sigt skal der sættes fart i større bygge- og anlægsarbejder. Byggeri af nye moderne hospitaler i alle regioner og bedre veje og jernbaner. Og selvom 3F's jobplan kun er et plaster på såret, vil det give arbejde til 12.000 personer.
Nyrups mirakelkur
I nyere tid er opskriften på at vende nedtur til fremgang ikke kommet fra en borgerlig regering. Sidst, en dansk regering skabte et jobboom, var, da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen i starten af 1990'erne kickstartede dansk økonomi. Skatterne blev sat ned, og de offentlige udgifter sat op. Det skabte på lidt over fire år 180.000 nye job i Danmark.
Og den socialdemokratiske kickstart skete oven i købet midt i en tid, hvor resten af Europa var gået i stå. Nyrup skabte med andre ord den bølge, der vendte arbejdsløshed til beskæftigelse og håbløshed til håb for danske lønmodtagere. Det kan vi gøre igen!
For de fyrede og deres familie er arbejdsløshed en økonomisk lussing. Ofte er dagpenge lig med en halvering af indkomsten. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad det betyder for terminen og husholdningen. Og hvordan går man fra hus og hjem, når der ikke er noget sted at gå hen?
Lene Espersen siger nej
3F's jobpakke er blevet positivt modtaget af Socialdemokraterne og SF. Den konservative økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen har derimod sagt nej. Hun ønsker ikke engang at forhandle med Folketinget om en vækstpakke. Det er, som om Lene Espersen ikke har forstået alvoren. Krisen råber på brede løsninger.
Dermed følger det borgerlige flertal desværre en linje, der mest af alt er præget af ligegyldighed over for almindelige lønmodtagere. Selv da finanskrisen buldrede ind over landet, lukkede regeringen øjnene for virkeligheden. Regeringen foreslog ikke hjælp, men pisk og stramninger til de ledige. Helt uforståeligt!
Og da 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen i en tv-debat i efteråret forudså en eksplosion i arbejdsløsheden, blev han mødt med hovedrysten og hånlig arrogance af netop Lene Espersen. Tiden har vist, at det var Lene Espersen, der tog fejl. Har hun og resten af regeringen fantasi og forstand til at bringe Danmark ud af krisen? Hvor er visionen for de lønmodtagere, der bare vil have et arbejde? Hvor er respekten for de ledige?