Århus: 15.000 socialistiske ballademagere

Regeringen blev udsat for beskyldninger om talmagi og stigende ulighed. Alligevel var rammen mest af alt festlig, da Århus og omegn gik til demonstration.

  • Susanne Nielsen 
  • Gerrit Toet 
  • Mette Lotzfeldt 
  • Jørgen Runge Larsen 
  • Rådhuspladsen i Kolding 
  • Rådhuspladsen i Kolding 
  • Rådhuspladsen i Kolding 
  • Næstformand i 3F Jane Korczak  
  • Næstformand i 3F Jane Korczak  
  • Næstformand i 3F Jane Korczak  

Se lyd og billeder fra demonstrationerne den 2. oktober

- Jeg er her, fordi jeg vil have mere i løn.

64-årige Erik Christensen, der arbejder i Århus Kommunes grønne område er ikke i tvivl, om hvorfor han er mødt op på Rådhuspladsen i Århus for at demonstrere.

- Jeg får 19.000 kroner om måneden. Vi knokler rundt og kan ikke nå vores arbejde. Og når man har været syg eller på ferie, er der bare endnu mere at lave, for der er ikke råd til vikarer, siger Erik Christensen videre, og griner:

- Selv om man snart går på pension, kan man jo godt brokke sig.

Det var nu alligevel smil, der var flest af, da cirka 15.000 mennesker indtog Rådhuspladsen i Århus for at kræve mere velfærd.

Helger i hopla

En vanlig festklædt Anne Marie Helger - der i dagens anledning var iført et kostume af blandt andet vaskesvampe, sødmælkskartoner og blomster - fyrede fra starten op under demonstration:

- Regeringen græder ikke snot over samfundets skrot. De siger, at vi skal skille fårene fra bukkene, men mon ikke det er Fogh, der er et får, og det er os, der er bukkene, som skal få fårene til at bukke under, og gøre dem til syndebukke, spurgte Anne Marie Helger til en begejstret menneskemængde.

Socialistiske ballademagere

Der var mødt en broget forsamling op. Stilladsarbejdere, fagforeningsformænd, gymnasieelever, pædagoger, mødre med små børn i klapvogne og flippere, der kravlede i lygtepælene. Socialistiske ballademagere med andre ord.

Busser fra oplandet
De fleste kom fra Århus, men der var også ankommet 25 busser fra blandt andet Silkeborg, Randers, Odder og Struer.

Sygepleje-eleverne var også mødt talstærkt op:

- Jeg er her, fordi der simpelthen ikke er nok hænder, når vi er ude og arbejde. Det går ud over patienterne og også over vores læring. Vi er under uddannelse, men i mange situationer er vi kun på arbejde for at hjælpe til med det mest nødvendige, fortæller 28-årige Anne Sofie Mørch, der går på sygeplejeskolen i Århus.

Imens måtte en chauffør til sidst opgive at mase sin bus igennem folkemængden, der fyldte hele Vester Allé ved siden af Rådhuspladsen.

Fra talerstolen langede LO-sekretær Harald Børsting ud efter regeringens skattepolitik:

- Når valget står mellem skattelettelser til de få og velfærd til alle, vælger vi velfærd - hver gang, slog Harald Børsting fast.

Magi i ministeriet
Foran ham tronede en meterhøj træfigur af Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) udstillet som regeringens sprællemand som en påmindelse af den voldsomme kamp om de kommunale budgetter, der har været i Århus.

”Århus siger nej til modulpasning”, stod der på et banner, men ellers stod den mest på krav om flere hænder og højere løn i det offentlige.

- Vi har fået en stor magiker som finansminister, sagde KTO-forhandler Anders Bondo Christensen i sin tale.

- Hokus pokus. Det fyger med milliarder. Men de samme penge bliver brugt i trepartsaftaler og i kvalitetsreformen. Regeringen har virkelig taget genbrugstanken til os. Samtidig oplever folk lærerfrie timer på skolerne og mangler på plejehjem og i vuggestuer.

”Bertel i knibe”, som en gymnasieelev proklamerede på sit lille papskilt.

På trods af de mange hårde ord mod regeringen var protesten mest af alt festlig og afslappet.

Anne Marie Helger glædede sig over at politiet for en gangs skyld var med til demonstrationen, så man undgik at blive taget med på stationen. Hun sluttede med en tak til alle demonstranterne fra den offentlige sektor.

- I gør det rigtig nok ikke for pengenes skyld, konstaterede entertaineren Helger og modtog et stormende bifald som svar.