Lene Espersen bruger også ulovlig arbejdskraft

To ministre er nu afsløret i at bruge ulovlig arbejdskraft, når deres millionvillaer skal renoveres.

To ministre er nu afsløret i at bruge ulovlig arbejdskraft, når deres millionvillaer skal renoveres. Senest er det Lene Espersen.To ministre er nu afsløret i at bruge ulovlig arbejdskraft, når deres millionvillaer skal renoveres. Senest er det Lene Espersen.

For nylig kunne Fagbladet 3F afsløre, at miljøminister Karen Ellemann og hendes kæreste Kresten Kloch brugte ulovlig tysk arbejdskraft. Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at udenrigsminister Lene Espersen også bruger ulovlig arbejdskraft.

Tidligere justitsminister Lene Espersen og ægtemanden Danny har netop fået pillet skorstenen ned fra taget af deres ejendom i Dragør, som de købte i 2004 for 5,7 millioner kroner. Opgaven er gået til Espersens nabo Lars Steentofte og hans firma Elite Byg, som har videregivet opgaven til Piotr Dubiel og hans enkeltmandsfirmaet Dubiel Construktion fra Polen.

Dubiel Construction har undladt at tilmelde sig RUT-registeret og arbejder dermed ulovligt på Espersens hus.

Dunkle forhold

- Jeg har brugt Piotr en gang tidligere for et par år siden. Det irriterer mig grænseløst, at vi ikke har kendt til RUT-registeret. Det går ud over min nabo, ven og kunde, beklager Lars Steentofte fra Elite Byg.

Ifølge formanden for Malernes Fagforening i København, Bo Rosschou, er der flere dunkle og uopklarede forhold i sagen med den ulovlige polske arbejdskraft hos Lene Espersen.

- Vi har hverken set entreprisekontrakt mellem Piotr Dubiel fra det polske firma Dubiel Construction og hovedentreprenøren og bygherren. Siden 2005 har Dubiel været registreret som udstationeret virksomhed hos SKAT i Tønder. Dermed fritages han for at betale skat i Danmark, siger Bo Rosschou.

Skattefrit i Danmark

- Dubiel Construction har arbejdet i seks år i Danmark uden overenskomst. Det åbner mulighed for en massiv social dumping i forhold til danske løn- og arbejdsvilkår. En dansk håndværksmester har ingen mulighed for at konkurrere med en virksomhed, der ikke er omfattet af samme beskatning eller overenskomst som eksempelvis Dubiel, siger Bo Rosschou. Han har orienteret SKAT og Arbejdstilsynet om Espersens ulovlige arbejdskraft.

- Det er tankevækkende, at to ministre benytter sig af ulovlig arbejdskraft. Det kan forklare, hvorfor regeringen ikke afsætter tilstrækkelige resurser til SKAT, Politi og Arbejdstilsynet, så de kan håndhæve lovgivningen, fastslår Peter Hougård Nielsen, formand for Byggegruppen i 3F.

Det har ikke været muligt at få kommentarer fra Piotr Dubiel og Lene Espersen.